Lokalt

31 pythonslanger stjålet

Indbrudstyve har stjålet intet mindre end 31 slanger fra et hus ved Mern. Det er blandt andet af racen træpython, som ses her på billedet Pixabay
TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Et stort antal slanger er blevet stjålet ved et indbrud. Politiet frygter, at de kan blive solgt videre.

Normalt snupper indbrudstyve ting som smykker, kontanter, elektronik og dyre designermøbler. Tirsdag var det dog en lidt anden fangst, nogle indbrudstyve gjorde ved Mern på Sydsjælland.

Mellem klokken 9 og 13 var der nemlig indbrud i et hus på Øster Egesborg vest for Mern, og her slap tyvene afsted med intet mindre end 31 slanger.

I politiet er formodningen i øjeblikket, at indbrudstyvene gik målrettet efter slangerne.

- Mængden af slanger, der er stjålet, tyder på, at man er brudt ind specifikt for at stjæle dem, forklarer politikommissær Nikolaj Scheegell Bork fra Lokal Efterforskning i Vordingborg, der dog også kan fortælle, at tyvene har stjålet blandt andet jakkesæt.

Frygter hæleri

Alle slangerne fra indbruddet er pythonslanger af racerne kongepython og træpython. På grund af det store antal slanger kan der være tale om, at de er stjålet med henblik på hæleri. Derfor opfordrer politiet til, at man sikrer sig, at sælgeren har rent mel i posen, hvis man bliver tilbudt en pythonslange.

Kvælerslanger er omfattet af den internationale lovgivning om beskyttelse af dyr. Lovgivningen CITES - også kendt som Washington-konventionen - regulererer handlen med vilde dyr og planter. Målet med loven er at sikre bæredygtig handel, så man ikke fjerner mere af bestanden af for eksempel dyr, end den kan bære.

Derfor skal en sælger af for eksempel en kvælerslange altid kunne dokumentere slangens lovlige oprindelse. Hvis man har mistanke om, at der er tale om stjålne slanger, skal man kontakte politiet på telefon 1-1-4.