Nye metrostationer udsat for omfattende hærværk

16x9
Metrostationerne på den nye Cityring er blevet udsat for hærværk. Arkivfoto. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

I samarbejde med TV 2 Lorry

Ukendte gerningsmænd har klippet kabler over på flere metrostationer på Cityringen.

Flere af de nye metrostationer på Cityringen i København blev i august udsat for hærværk.

Der er tale om fysiske skader på eksempelvis kabler og sikringer, ”som tilsyneladende var påført.”

Det oplyser Metroselskabet til TV 2 Lorry.

Ifølge Metroselskabet er blandt andet kabler til styring af elevatorer og rulletrapper, blevet klippet over eller bøjet forsætligt af folk med adgang til byggepladserne.

Skaderne har krævet ekstra arbejde i form af udbedring og fornyede test af de berørte systemer, hvilket forsinkede det øvrige arbejde med færdiggørelse af Cityringen.

Ekstra vagter

Der er dog ikke tale om, at den planlagte åbning af Cityringen 29. september udskydes.

- Afslutningen af et så stort projekt som Cityringen er altid en stor udfordring. Med konstateringen af skaderne fik vi en ekstra udfordring. Men det er jo netop det, vi er her for. Så med en ekstra indsats – også fra entreprenørerne – er det lykkedes at overvinde problemerne. Vi er nu tæt på at have indvundet den tabte tid og forventer, at vi kan åbne som planlagt 29. september, siger direktør i Metroselskabet Anne-Grethe Foss i en pressemeddelelse.

Der er i tiden efter hærværket indsat vagter på metrostationerne, ligesom der også vil være ekstra mandskab på stationerne efter åbningen. Det skal medvirke til, at sikkerheden er i orden, og at eksempelvis alle rulletrapper virker, som de skal.

Metroselskabet har ifølge TV 2 Lorrys oplysninger politianmeldt hærværket til Københavns Politi.

Det bekræfter Københavns Politi over for TV 2, men oplyser, at man foreløbig ikke har nogen mistænkte. Politiet hører derfor gerne fra borgere, som har oplysninger, der kan bidrage til opklaringen af sagen.

Den ekstra bemanding på stationerne er aftalt mellem Metroselskabet og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Forventer åbning som planlagt

Myndigheden har vurderet, at Cityringen vil kunne åbne som planlagt, "forudsat at kvaliteten af grundlaget for sikkerhedsgodkendelsen gør det muligt for sikkerhedsmyndigheden at godkende inden for den afsatte tidsramme", lyder det i en pressemeddelelse.

- Vi synes desuden, at det er en god løsning med ekstra personale på stationerne i den første tid efter åbningen som en yderligere sikkerhed. Vores operatør Metro Service er allerede i fuld gang med at rekruttere og uddanne det ekstra personale. Nu udestår den endelige sikkerhedsgodkendelse af Cityringen. Det er et enormt arbejde, myndighederne skal igennem, og vi har derfor gjort vores bedste for at sikre kvaliteten af det materiale, som myndighederne har fået forelagt. Men i sidste ende er det naturligvis myndighederne, der træffer afgørelsen, siger Anne-Grethe Foss.