Punkteret ambulance lukkede motorvej og bro

16x9
Arkivfoto Foto: Anna Marin Schram / TV 2 Øst

I samarbejde med TV2 ØST

En punkteret ambulance var onsdag middag årsag til, at Farø-broerne blev spærret i nordgående retning.

Det udløste en kø på op mod tre kilometers længde, da en ambulance onsdag middag punkterede ved Farø-broerne.

I ambulancen lå en patient.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

- Det var udramatisk. Men motorvejen blev afspærret, mens en patient blev flyttet fra ambulancen og over i en helikopter, så vedkommende kunne komme videre til behandling, oplyser vagtchef Henrik Karlsen.

Hændelsen fandt sted, da ambulancen var på vej i nordgående retning før Farø, og selvom selve flytningen af patienten foregik hurtigt, så havde det store trafikale konsekvenser.

Køen var ifølge Googles trafikmålinger således på næsten tre kilometer ved middagstid.

Ifølge vagtchefen blev køen dog hurtigt afviklet igen, efter patienten var blevet hentet.