Filmoptagelse på Lolland ramt af indbrud
En mand er anholdt, efter at han havde forsøgt at begå indbrud i det område, hvor Christopher Nolan i disse dage optager en spillefilm.
En ung mand er blevet anholdt og sigtet for tyveri, efter at han tidligt onsdag morgen forsøgte at begå indbrud på en båd i Rødbyhavn.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
Anholdelsen fandt sted i den del af havnen, hvor den kendte Hollywood-instruktør Christopher Nolan i disse dage ifølge flere medier indspiller spillefilmen 'Tenet'.
Området har de seneste dage været totalt afspærret og har været tæt overvåget af sikkerhedsvagter.
- Manden er brudt ind på en båd på Vestkajen og har angiveligt forsøgt at stjæle nogle papirer. Han blev dog opdaget og tilbageholdt af vagter i området, siger politiets vagtchef Kent Edvardsen onsdag morgen.
International spillefilm
Tirsdag kom det frem, at den kendte filminstruktør, der står bag film som 'Interstellar', 'Inception', 'The Prestige' og 'The Dark Knight', i øjeblikket optager scener til en kommende film på Lolland – mere præcist i vindmølleparken Rødsand 2, der ligger ud for Rødbyhavn og Nysted og består af 90 havvindmøller.
Meldingen om indbruddet og tilbageholdelsen af manden indløb til politiet klokken 04.18 onsdag morgen, og hele episoden forløb ifølge politiet udramatisk.
- Vores vurdering er, at der er tale om en psykisk syg mand. Han vil blive løsladt igen efter endt afhøring, siger politiet.
Afhøres
Manden slipper dog næppe uden et retsligt efterspil. Han er sigtet for at have begået indbrud på en båd. De endelige sigtelser vil dog først blive afgjort, efter at afhøringen af manden er afsluttet.
Ifølge TV2 ØSTs oplysninger var der ikke aktivitet i området, da indbruddet fandt sted.