Er en puma fotograferet ved Give? Zoo-direktør har tre bud på, hvad det er

I samarbejde med TV Syd

Flere personer mener at have set en puma i sidste uge. Det har flere zoologer været skeptiske over for, men nu er tonen anderledes.

Den er gul-brun med sorte ører og hale, den kan veje op til over 100 kilo, og så lever den eftersigende kun i Nord-, Mellem- og Sydamerika.

Men efter sidste uges beretninger er zoolog Richard Østerballe, der er direktør i Givskud Zoo, tilbøjelig til at sige, at pumaen måske også farer rundt ved Give.

Puma-historien begyndte at rulle, efter at 37-årige Kitt Buchardts skrev på sin Facebook-side, at hun havde set et meget stort og muskuløst kattedyr mellem Tørring og Vonge. Allerede dagen efter måtte Peter Engsted fra Herning ringe til politiet, da han i nattens mørke mente at have set en puma gennem sit vindue.

Kroppen ligner en pumas

Efter at have kigget nærmere på billederne, som Kitt Buchardt tog i sidste uge, er Richard Østerballe overbevist om, at der er tale om et kattedyr, og han mener, at det kan være tre muligheder: en stor huskat, en ørkenlos eller en puma.

- På billederne kan man se, at den har høje skuldre, et lille hoved og en svajet ryg, og det sidste fjerner mistanken om, at det er en ørkenlos, som vi heller ikke har i Europa, siger Richard Østerballe.

Det får ham til at hælde mod, at det altså er en puma, der er blevet set i sidste uge.

Han er så overbevist om det, at han har en klar opfordring til jægere om at holde øje med deres vildtkameraer, og han opfordrer også myndighederne til at komme op af stolen. Og til de øvrige borgere er hans budskab lige så tydeligt:

- Frem med kameraerne, hvis I ser et lignende kattedyr – og prøv at få nogle bedre billeder, siger Richard Østerballe, der samtidig understreger, at man skal kontakte politiet, hvis man ender i den situation.

Pumaen er et rovdyr, og den spiser alt fra appetitvækkere som mus til helt store måltider som kronhjorte. Hvis man ser en puma, skal man dog ikke blive skræmt, for den er sky og ikke på menneskejagt, fortæller Richard Østerballe.

Hvis zoolog Morten Vissing havde set samme billeder fra Nordamerika, så havde han sagt, at det var en puma. Video: TV Midtvest