Dyreven redder socialt udsattes kæledyr

I samarbejde med TV 2 Østjylland

En mobil dyreklinik skal hjælpe socialt udsattes kæledyr. Et projekt, der er finansieret af en randrusiansk dyreelsker.

Hunden er menneskets bedste ven, og det kan være meget frustrerende for socialt udsatte, når de ikke har råd til at sende deres syge dyr til dyrlæge.

Derfor åbnede Dyreværnet mandag en mobil dyreklinik i Aarhus. En klinik, der skal hjælpe socialt udsatte borgeres kæledyr.

Kæledyrenes ejere skal blot betale, hvad de kan, for det er ikke meningen, at klinikken skal tjene penge på dens arbejde. Den er doneret af Jørgen Andersen, en randrusiansk dyreelsker.

- Dyr har gjort så meget for mig. De har betydet så meget. Jeg vil gerne give noget tilbage til dyr særligt til hunde, siger Jørgen Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Har hjulpet over tusinde dyr

Klinikken er den anden af sin slags, og den første dyreklinik har på bare 17 måneder bidraget til, at 1.465 kæledyr nu er sunde og raske.

Men det er ikke kun dyrene, det er godt for, mener Dyreværnets direktør Rikke Christensen-Lee.

Rikke Christensen-Lee (højre) har i mange år drømt om at åbne en mobil dyreklinik for socialt udsatte. Det blev muligt med en donation fra Jørgen Andersen fra Randers.
Rikke Christensen-Lee (højre) har i mange år drømt om at åbne en mobil dyreklinik for socialt udsatte. Det blev muligt med en donation fra Jørgen Andersen fra Randers. Foto: TV 2 Østjylland

- Det er enormt frustrerende for ejerne, hvis de ikke kan tage deres dyr til dyrlæge, siger hun.

Den mobile dyreklinik skal være med til at fjerne den frustration. Og det vækker stor glæde hos Jørgen Andersen.

- Jeg har gjort det for at hjælpe dyr, men jeg har oplevet at få det dobbelte igen, ved at se, at det også hjælper mennesker, siger han.

Den nye klinik skal behandle dyr i hele Jylland, mens den allerede eksisterende klinik dækker resten af landet.