Dansk udsigtstårn er på listen over de 100 bedste steder i verden

I samarbejde med TV2 ØST

TIME Magazine har kåret attraktionen som et af de bedste steder at besøge i verden.

Det 45 meter høje udkigstårn ved Rønnede på Sydsjælland er blandt de 100 bedste steder at besøge i verden.

I hvert fald ifølge det engelsksprogede nyhedsmagasin TIME Magazine. I 2019 kårer det toneangivne medie World’s Greatest Places – altså de bedste steder i verden, og her har Camp Adventure fundet plads på den ærefulde liste.

Foto: Ida Kristensen / TV ØST

Oppe mod store seværdigheder

På listen finder man diverse oplevelser, attraktioner, restauranter, barer og hoteller fra i alt 48 lande, som alle er vurderet til at være en særlig rejse værd.

Listen er sammensat af TIME Magazines redaktører og journalister fra hele verden. På listen finder man blandt andet Uluru-Kata Tjuta National Park i Australien, hvor man kan se Ayers Rock, Statue of Unity i Indien og Star Wars: Galaxy’s Edge i Californien.

Du kan se hele listen her.

Foto: Ida Kristensen / TV 2 ØST

Udvælgelsen er sket på baggrund af oplevelsernes kvalitet, originalitet, innovation, bæredygtighed og indflydelsesrighed, og det er netop de kvaliteter, Camp Adventure har udvist med deres naturoplevelse over trætoppene.

Foto: Jacob Bagge / TV ØST

Tårnet skudt i vejret

Første spadestik til Camp Adventure blev taget 3. maj sidste år, og det åbnede officielt 31. marts i år. Udsigtstårnet er det højest tilgængelige punkt på Sjælland, hvor man kommer 135 meter op over havets overflade.

Camp Adventure forventer, at flere end 100.000 gæster hvert år vil besøge den nye attraktion.

Foto: TV 2 ØST