Slut med at skyde sine dyr på marken

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Det er ulovligt for landmænd selv at aflive deres raske dyr, selvom landmænd og Dyrenes Beskyttelse mener, at det kan være mere skånsomt.

Landmand Bjarne Jensen er vant til selv at aflive sine kvæg.

De fleste bliver dog sendt til slagteriet levende, men de, som han ikke mener er egnet til transport, skyder han på marken.

Bjarne Jensens familie driver racen skotsk højlandskvæg. For dem er det vigtigt, at dyrene lever så naturligt som muligt.
Bjarne Jensens familie driver racen skotsk højlandskvæg. For dem er det vigtigt, at dyrene lever så naturligt som muligt. Foto: TV 2 Østjylland

Nu har Fødevarestyrelsen dog præciseret EU-reglerne omkring aflivning af raske kvæg, og det betyder, at Bjarne Jensen ikke længere må skyde sine raske kvæg selv. De skal forbi et slagteri.

Og det kan gå ud over hans gamle kvie Dina på 11 år.

Skal vi indfange hende med en lasso og tvinge hende ind i en lastbil, så hun bliver stresset?

Bjarne Jensen, indehaver af Jysk Naturkød, Aarhus

Hun skulle efter planen skydes på marken, imens hun - ifølge landmanden - hyggede sig, og bagefter skulle hendes kød spises.

- Men med de nye regler ved vi ikke, om hun skal blive gående herude, til der kommer en dyrlæge og siger, at det ikke er dyreetisk at have hende gående mere. Men så er det et sygt dyr, og så kan vi ikke spise hende. Eller skal vi indfange hende med en lasso og tvinge hende ind i en lastbil, så hun bliver stresset, og så kan det også være, at kødet bliver dårligt, siger Bjarne Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er dette område, som Bjarne Jensens kvæg er vant til. Bjarne Jensen ser gerne, at de bliver skudt, imens de græsser på marken, i stedet for på et ukendt slagteri.
Det er dette område, som Bjarne Jensens kvæg er vant til. Bjarne Jensen ser gerne, at de bliver skudt, imens de græsser på marken, i stedet for på et ukendt slagteri. Foto: TV 2 Østjylland

Indtil nu har han skudt en tredjedel af sine køer selv, og resten har han sendt til slagteriet.

Fremover ved landmanden ikke, hvad han vil stille op. Han overvejer dog, om han skal lade dyrene gå på marken, indtil de bliver gamle og syge, så de slipper for at blive transporteret til et slagtehus og få en stressende død. Ifølge reglerne må man nemlig gerne skyde syge dyr.

- Det er dyrevelfærd, der er det vigtigste. Vi bruger så meget tid på dem, og som dyreholdere er vi bare nødt til at lave de bedste forhold til dem, siger Bjarne Jensen.

Ikke dyrevelfærd

Hos Dyrenes Beskyttelse er de på Bjarne Jensens side.

Organisationen mener, at landmændene skal have lov til at skyde deres raske køer på marken, og at Fødevarestyrelsens præcisering ikke nødvendigvis er for dyrenes bedste.

Det er klart et dyrevelfærdsmæssigt problem

Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse

- Det er klart et dyrevelfærdsmæssigt problem. Når de bliver skudt på marken, indtræffer døden jo med det samme. Alternativt skal man jo drive dem op i en transportvogn, transportere dem og først aflive dem på slagteriet, og det er stressende, siger Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Spørger ministeren

Søren Egge Rasmussen er medlem af Folketingets Fødevareudvalg for Enhedslisten og samtidig dyrevelfærdsordfører, og han er dybt forundret over udmeldingen fra Fødevarestyrelsen.

Søren Egge Rasmussen mener, at reglerne er groteske.
Søren Egge Rasmussen mener, at reglerne er groteske. Foto: TV 2 Østjylland

- Det er dårligt for dyrevelfærden. Det er et kæmpe problem for de små producenter. Jeg har spurgt landbrugsministeren, om han vil garantere, at der findes en løsning, og det har han otte dage til at svare på, siger Søren Egge Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er EU, der har vedtaget reglerne. Fødevarestyrelsen præciserer blot de allerede gældende regler over for landmændene.

Jeg synes, at vi skal arbejde med dyrevelfærd, og hvordan vi stresser dyrene mindst muligt i forbindelse med slagtning

Søren Egge Rasmussen, dyrevelfærdsordfører, Enhedslisten

- Jeg synes, det virker som en grotesk sag. Der må være mange andre mindre landbrug ude i Europa, som har en lignende praksis. Jeg synes, at vi skal arbejde med dyrevelfærd, og hvordan vi stresser dyrene mindst muligt i forbindelse med slagtning, siger Søren Egge Rasmussen.

Slagterier på hjul

Hos Fødevarestyrelsen arbejder de på at imødekomme ønsket om at kunne skyde dyrene på landmændenes egen grund.

- Der bliver arbejdet med, at dyr kan aflives på bedriften, for eksempel ved et mobilt slagteri eller ved, at der autoriseres et mindre slagteri på bedriften, skriver Charlotte Vilstrup, der er kontorchef for foder og fødevaresikkerhed hos Fødevarestyrelsen.