Dansk strandhotel solgt for en halv milliard kroner

16x9
MARIENLYST STRANDHOTEL. Foto: TV 2 Lorry

I samarbejde med TV 2 Lorry

Et af Danmarks ældste strandhoteller skifter endnu en gang ejer.

Marienlyst Strandhotel har en over 100 år gammel historie bag sig. Og nu skal der tilføjes endnu et kapitel til den.

For efter blot to år som ejere af det navnkundige hotel i Helsingør, har den nuværende ejer, kapitalforvalteren Artha, solgt hotellet videre. Det er faktisk tre år før den oprindelige plan.

Den nye ejer af Marienlyst Strandhotel er den svenske kapitalforvalter og hotelinvestor Midstar AB, der har betalt på den gode side af 500 millioner kroner. Den endelige pris ønsker Artha ikke at oplyse offentligheden om.

Luftfoto af Hotel Marienlyst i Helsingør.
Luftfoto af Hotel Marienlyst i Helsingør. Foto: Steen Jespersen - Scanpix

- Vi havde oprindeligt en tidshorisont på fem år, men eksekveringen af den lagte strategi har været så succesfuld, at den ideelle fremtidige ejer er klar til at tage over efter kun to år, lyder det fra Jan Severin Sølbæk, administrerende direktør i Artha Holding A/S, i en pressemeddelelse

Udvider med 50 hotelejerlejligheder

Artha overtog i 2017 et skrantende strandhotel og iværksatte derfor en storstilet genopretningsplan.

Udsigten fra Strand- og Badehotel Marienlyst.
Udsigten fra Strand- og Badehotel Marienlyst. Foto: Presse

Udover tilføjelsen af 94 værelser med udbygningen af en ny fløj og en gennemgribende renovering fra kælder til kvist, har et af de helt store trækplastre været tilføjelsen af Marienlyst Strandspa.

Og ifølge Jan Severin Sølbæk stopper udviklingen af Marienlyst ikke med Arthas exit. Der er således planer om tilføjelse af endnu en fløj med 50 nye hotelejerlejligheder.