Butik sælger julepynt i august

I samarbejde med TV2 Nord

Selvom der ifølge kalenderen er fire måneder til juleaften, har en butik i Aalborg skudt salget af julepynt i gang.

Julen varer lige til påske. Og i Aalborg starter julen allerede i juli.

I hvert fald ifølge butikken BilligBlomst i det sydlige Aalborg, hvor nordpolens langskæggede, rødklædte helgen allerede tog plads på hylderne sidste måned.

Julemænd, julekugler og snemænd præger butiksindretningen, der, som navnet antyder, ellers slår sig op på at sælge blomster til billige priser.

.
. Foto: Malthe Birger Jensen

Fethi Pollat er medejer af blomsterbutikken Billig-blomst. Han opfordrer juleskræmte kunder til at kigge den anden vej, hvis de ikke vil se på julepynt i august.

Men hvorfor så begynde salget af julepynt om sommeren? Det er der en meget praktisk årsag til:

- Vi får så store mængder af julepynt, at hvis vi først begynder at pakke det ud i december, kan vi ikke nå det. Derfor har vi valgt at starte lidt tidligt i år. Vi er begyndt at pakke det ud, så hvis man har lyst til at købe noget, må man gerne det, siger Fethi Pollat.

.
. Foto: Malthe Birger Jensen

Kunder brokker sig, men kan ikke lade være

Kunderne er, ifølge Fethi Pollat, ambivalente i forhold til det sommerlige julekoncept:

- Det er lidt sjovt. Først kan man høre, de brokker sig lidt og siger, at det er for tidligt her i sommeren, men når de så kommer op til kassen, har de en lille julekugle eller en julemand i indkøbskurven, siger medejeren.

Sidste år startede butikken med at stille julepynt på hylderne i august, men i år er de altså startet allerede i juli.

Billige kagedåser

En af dem, som onsdag slog vejen forbi det tidlige julesalg, var Christina Andersen fra Randers.

Hun købte blandt andet småkagedåser.

- Det er meget tidligt, men jeg kan jo ikke lade være med at gå at kigge på det og også købe lidt. Uanset om det er august, september eller oktober kan man ikke lade være med at købe det til de her priser, fortæller Christina Andersen til TV2 Nord.

Christina Andersen er begejstret for det tidlige salg af julepynt. Video: TV 2 Nord