Jysk-ansatte løber DHL med sørgebind efter Lars Larsens død - Superligaklub følger trop

I samarbejde med TV 2 Østjylland

De ansatte har selv besluttet at løbe med sørgebind.

En af landets vigtigste forretningsmænd gennem de seneste tre årtier, Lars Larsen, døde mandag morgen i sit hjem i Silkeborg efter et kræftforløb.

Dynekongens død er siden blev markeret på forskellig vis, og når der onsdag er DHL-stafet i Aarhus, vil de ansatte i Jysk-koncernen løbe med sørgebind.

- Vores stifter døde for kun to dage siden. Det er en måde at vise vores respekt på, siger presseansvarlig hos Jysk, Rune Jungberg Pedersen, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Familien er i sorg, og de ansatte i Jysk er generelt meget kede af det. Folk er kede af, at vi har mistet Lars Larsen, og det er en måde at vise, at vi sender tanker til familien.

Der flages på halv i Brabrand

Lars Larsens hovedkvarter har de seneste år været placeret i Brabrand, og det er herfra det verdensomspændende dyne-imperium er blevet styret.

Der var også i Aarhus, at Lars Larsen åbnede sin første Jysk-butik på Silkeborgvej - det skete under navnet Jysk Sengetøjslager.

Flaget er i disse dage på halv i Brabrand, og det er ikke ledelsen i Jysk, der har påduttet de ansatte at løbe med sørgebind ved DHL.

- Det er kommet fra medarbejderne selv, så det har været et ønske fra dem, der løber at gøre det, siger Rune Jungberg Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Superligaklub også med sørgebind

Spillerne i superligaklubben Silkeborg IF vil på samme vis bære sørgebind, når de på udebane spiller mod Esbjerg.

Lars Larsen har i flere tilfælde støttet klubben økonomisk og ejet aktier i selskabet bag klubben.

Der er i alt 2600 Jysk-butikker rundt i verden.

Lars Larsen bisættes på torsdag, og ceremonien er åben for offentligheden: