Brækkede ryggen efter styrt - cirkusartist lægger sag an mod Cirkus Arena

16x9
Tetiana Korenieva i hospitalssengen i Slagelse. Foto: Matthew Price/Privatfoto

I samarbejde med TV2 ØST

Efter Tetiana Korenievas kabel sidste år knækkede under en forestilling, lægger hun nu sag an mod dansk cirkus.

Cirkus bliver normalt forbundet med fest og glade dage. Men for Tetiana Korenieva, som er ukrainsk cirkusartist, endte en optræden som hendes værste mareridt.

Under en forestilling i august sidste år knækkede hendes kabel under et trapez-show. Og nu lægger hun sag an mod Cirkus Arena, skriver Radio24syv.

Efter faldet brækkede Tetiana Korenieva ryggen samt fire knogler i nakken. Hun brækkede også sin hofte, og en arterie i venstre side af halsen blev punkteret. Som følge af skaderne er hendes rygsøjle nu blevet skruet sammen med to metalplader.

Søren Kroer, der er Tetiana Korenievas advokat, kan endnu ikke sætte et tal på, hvor stor en erstatning cirkusartisten går efter.

- Men jeg kan godt afsløre, at når vi har at gøre med en artist, som lever af at bruge sin fysik og brækker nakken, så har det ganske alvorlige erhvervsmæssige konsekvenser. Derfor er det også en sag, hvor der er mange penge på spil, siger Søren Kroer til Radio24syv.

Indsamling til cirkusartisten

Hendes kæreste, Sebastian Hofmann, startede efter ulykken en indsamling til hendes fordel. Indsamlingen har de seneste 12 måneder fået doneret 39.599 euro, svarende til næsten 300.000 kroner.

På sin hjemmeside kaldte kæresten det dengang "et lille mirakel", at hun overlevede.

Sebastian Hofmann skrev yderligere, at parret klynger sig til et spinkelt håb om, at hvis alt heler på den mest optimale måde, og hendes terapi går efter planen, vil hun igen kunne optræde. Dog aldrig med den rutine, hun har perfektioneret, siden hun var ti år gammel.