Lokalt

Giftig cyanid-jord lå fremme i flere måneder, mens kommune holdt ferie

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Viborg Kommune vil nu forsøge at lave en ny afdækning af den forurenet jord.

I snart tre måneder har giftig jord indeholdende stoffet cyanid ligget åbent fremme ved et forsamlingshus i Sønder Rind ved Viborg.

Stoffet blev fundet i forbindelse med en udgravning til vand.

Den giftige blå jord har siden ligget frit fremme.

Kommunen har holdt ferie

I fredags lagde Viborg Kommune så plader ud, for at sikre borgerne mod at komme i kontakt med den giftige jord, men nu erkender kommunen, at den løsning ikke slår til.

- Nu har det været ferie i en måneds tid, og tiden går. Vi havde regnet med afskærmning var tilstrækkelig, det erfarer vi, at det er den ikke. Og det skal vi gøre noget ved, og det gør vi, siger Niels Eriksen, chef for Byggeri og Miljø, Viborg Kommune til TV MIdtvest.

Viborg Kommune laver derfor nu en ny afdækning i denne uge, og til efteråret vil Region Midtjylland undersøge forureningen nærmere.

- Vi vil lave det man kalder en indledende forureningsundersøgelse, hvor man kigger på, hvad det er for en forurening, og udgør den nogen risiko for grundvandet i området. Det mistænker vi den ikke for, men nu undersøger vi det, siger Morten Bundgaard, kontorchef, afdelingen for jordforurening, Region Midtjylland.

Borgere: Børn synes blå sten er spændende

I Sønder Rind er borgerne enige i, at pladerne var en utilstrækkelig løsning.

- Uden for afdækningen ligger fine blå sten langs hele vejen. Mine børn vil synes 'wow'. Og de er jo uden for afmærkningen, så det er kun godt det bliver dækket til igen, fortæller Nanna Bech, der bor i Sønder Rind.

Jan Ole Halkier fra byen mener også, at det er meget farligt at lade jorden ligge fremme.

- Folk kan jo risikere at dø af det her. Små børn som finder en sjov blå sten og leger med den eller putter den i munden. Det er jo ikke sikkert, der sker noget, men tør man tage risikoen?, har han tidligere fortalt TV Midtvest.

Cyanid er et affaldsprodukt fra gasværk og for flere år tilbage brugte man det til at bekæmpe ukrudt.