Lokalt

Plejehjem serverer alkoholfri drinks til de ældre i varmen - og ikke kun for sjov

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Et plejehjem gør noget særligt ud af at få de ældre til at drikke væske i sommervarmen. Ældre mærker nemlig ikke tørst på samme måde.

De ældre på plejehjemmet Bauneparken i Skævinge blev mødt af noget af en overraskelse i fredags.

Medarbejdere gik rundt på plejehjemmets gange iført bastskørt og stråhat med et rullebord fyldt med farverige drikkevarer.

Vi må bruge lidt tricks for at få de ældre til at drikke den væske, de skal have. Især her i sommeren er det ekstra vigtigt

Gitte Ellekilde Andersen, plejehjemsleder, Bauneparken

De ældre blev tilbudt en alkoholfri drink med navne som "Kølervæske" og "Solnedgang", mens der blev sunget sommersange, og de fleste ældre blev lokket ud på fællesarealerne for at deltage i festen.

- Det er altid godt med sjov i gaden. Det kan alle lide - også de ældre. Borgerne synes, at det er fantastisk, at der sker noget, siger plejehjemsleder Gitte Ellekilde Andersen.

Idéen med drinks til de ældre kom fra medarbejderne selv.

Vigtigt med væske i sommerheden

Men tiltaget var ikke kun spas og løjer - det havde et mere alvorligt formål.

Ældre føler nemlig ikke tørst på samme måde som os andre. Videnskaben kan ikke forklare hvorfor. Og får de ikke nok at drikke, kan de blive konfuse og risikere at falde og brække noget.

Flot, at I er ekstra opmærksomme

Kommentar på Hillerød Kommunes Facebook-side

- Det er sjældent, at de ældre spørger os, om de ikke må få noget at drikke. Så det er vigtigt at forebygge væskemangel, siger Gitte Ellekilde Andersen.

- Derfor må vi bruge lidt tricks for at få de ældre til at drikke den væske, de skal have. Især her i sommeren er det ekstra vigtigt, at de får deres væske. Så der skal mere til end bare at sætte et glas saftevand foran dem og gå, siger Gitte Ellekilde Andersen.

- Så det her var en sjov og hyggelig idé, siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ældre skal have omkring 1,5 liter vand om dagen.

Sidste år forsøgte de med is for at lokke de ældre til at få mere væske.

Festen i fredags gik så godt, at plejehjemmets kostansvarlige i fremtiden køber ind til drinks til de ældre, så medarbejderne på de enkelte fløje kan gentage succesen.