Lokalt

Pindsvinevenner advarer mod robotplæneklippere

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Pindsvinevenner og Miljøstyrelsen advarer imod at lade robotplæneklippere køre om natten. Indberetningerne om kvæstede pindsvin er steget.

- Knoglen stikker ud på pindsvinets venstre side. Dens bagende har fået et dybt og hult hul, der gør, at pindsvinets ene bagben er blevet deformt, forklarer Gerda Michaelsen, som står med et pindsvin, hun netop har fået aflivet.

Pindsvinet blev fundet i Tarup på Fyn og blev indleveret til Gerda Michaelsen, som er medlem af Pindsvinevenner i Danmark. Hun tager sig af de pindsvin, der kommer til skade i naturen på hele Fyn.

- Den havde været i kontakt med en robotplæneklipper, og det klarede den ikke, siger 78-årige Michaelsen, der har været aktiv pindsvineven i 15 år.

De selvkørende robotplæneklippere er hårde ved pindsvinene. Indberetningerne af kvæstede pindsvin er steget de seneste år. Hvis plæneklipperne kører om natten, hvor pindsvinene er aktive, risikerer de piggede dyr at få skåret kropsdele af.

Et stigende problem

Problemet er vokset i takt med salget af robotplæneklippere, fortæller Lasse Jensen, miljøplanlægger hos Miljøstyrelsen.

I flere år har pindsvinevenner advaret om de automatiske plæneklippere, men alligevel bliver pindsvin stadig skamferet i haverne.

Senest opfordrede pindsvinevennerne i et Facebook-opslag i starten af juli til at slukke robotplæneklipperne om natten.

OPDATERING Vi er nødt til at bede om en ordentlig og anstændig tone i vores opslag. Vi tillader os i dette opslag at...

Posted by Pindsvinevennerne i Danmark on Monday, July 8, 2019

- En robotplæneklipper lugter ikke, hvilket betyder, at pindsvinet ikke tror, den er i fare. Selvom den ruller sig sammen bag sit piggede skjold, kan robottens skarpe blade nemt snitte sig igennem og gøre skade på dyret, forklarer afdelingsleder Per Pedersen fra AP Motorcenter Odense, som blandt andet sælger robotplæneklippere.

Forskel på robotterne

Afdelingslederen kender til problemet med pindsvinene.

- Der er stor forskel på, hvor farlige de forskellige modeller af robotplæneklippere er. Nogle af robotterne er lavet uden sensorer i fronten. Det gør, at de har nemmere ved at køre hen over ting på græsplænen, forklarer Per Pedersen.

Er der en grund til, at man har puttet sensorer i robotplæneklipperne?

- Der er jo fare ved alt elektrisk, der kører. Især når der er knive nedenunder, er der en risiko, siger Per Pedersen.

Miljøplanlægger Lasse Jensen opfordrer til, man ikke lader robotplæneklipperen køre om natten - ikke bare af hensyn til pindsvinene, men også af hensyn til andre nataktive dyr.

Det afdøde pindsvin fra Tarup er blevet pakket ind og sendt til forbrænding.

- Jeg pakker dem altid pænt ind. Jeg har respekt for liv, slutter Gerda Michaelsen.

PINDSVINE-FAKTA

  • Du må aldrig stille mælk ud til pindsvin. Det er det rene gift, og pindsvinet kan dø af det.
     
  • Pindsvinet har eksisteret i mere end 15 millioner år.
     
  • Antallet af pigge på et pindsvin kan variere mellem 5000 og 7000, som til sammen udgør et formidabelt forsvarsskjold for dyrets sikkerhed.

    Kilde: Miljøstyrelsen og Pindsvinevennerne i Danmark.