Kvinde faldt ned fra klatrevæg

16x9
Foto: Jørgen Jessen / Scanpix

I samarbejde med TV 2 Østjylland

En kvinde var søndag ude for et uheld i en klatrehal i Brabrand.

En kvinde faldt søndag ned fra en klatrevæg i Klatresjov Århus i Brabrand og blev efterfølgende hentet af en ambulance.

Det oplyser Østjyllands Politi.

- En kvinde kravler op på en ti meter høj klatrevæg, og hun falder ned, fordi hun ikke har noget faldsikring på, siger Janni Lundager, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun fortæller, at man på nuværende tidspunkt ikke ved, hvor langt oppe på den ti meter høje væg kvinden var, da hun faldt ned. Hun kom dog slemt til skade.

- Det sidste, jeg har hørt fra vagtchefen, er, at hun har et åbent ankelbrud, siger Janni Lundager.

Kommunikationsrådgiveren oplyser desuden, at arbejdstilsynet skal på et rutinebesøg hos klatrehallen - noget, der er kutyme ved sådan et uheld.

Glemte at spænde sig fast

Ejeren af klatrehallen, Danh Cong Nguyen, fortæller, at kvinden havde klatret med sin datter i et stykke tid, da uheldet indtraf.

- De har prøvet hele systemet og fået instrukser. Uheldet sker, da hun er ved at sikre sin datter, men glemmer at sikre sig selv, siger Danh Cong Nguyen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han understreger, at det er normal procedure, at klatrerne skal sørge for at sikre sig selv efter at have fået instruktioner af centrets medarbejdere.

Han var ikke til stede i selve hallen, da kvinden faldt ned.

- Jeg var inde i bygningen, men i den anden afdeling. Der blev kaldt på mig, og jeg løb hurtigt derned, siger Danh Cong Nguyen, som fortæller, at medarbejderne i hallen handlede, som de skulle.

- Den ene holder øje med hende, hjælper hende og sørger for, at hun ligger helt stille, mens den anden ringer til ambulancen. Det gik efter planen, siger han.

Uheld kan ske

I Klatresjov Århus har de hidtil været forskånet for uheld af den kaliber, der skete søndag.

- I alle klatrehaller kan man falde og slå sig. Der har været lidt forskellige typer af ting, men det her er lidt voldsomt. Det er noget, der helst ikke skal ske, at man glemmer at tage snoren på, siger Danh Cong Nguyen.

Efter uheldet holdt klatrecentret lukket resten af søndagen, ligesom der også er lukket mandag.