Familie og venner fik ikke at vide, at 62-årig var død - ingen kom til bisættelsen

16x9
På Svend-Åge Ekbergs gravplads ligger der nu blomster og hilsner fra familie og venner. Foto: TV 2 Østjylland

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Politiet kunne ikke finde frem til pårørende, da ‎Svend-Åge Ekberg‎ døde i juni.

Det er de færreste af os, der ønsker at dø uden vores pårørende omkring os eller at blive bisat, uden at familie og venner dukker op.

Netop dette skete for 62-årige Svend-Åge Ekberg fra Aarhus.

Han døde i slutningen af juni, og selvom han havde masser af venner og familiemedlemmer, var der ingen, der dukkede op til bisættelsen.

De havde nemlig ikke fået besked om, at han var død.

- Det er en skandale. Jeg forstår slet ikke, hvordan det kan lade sig gøre, når familien er så stor. Hele familien har været helt stumme af chok over det, siger Rosa Oschlak, Svend Åge Ekbergs niece, der er bosat i København, og fortsætter:

- Svend-Åge har i hvert fald seks nulevende søskende, som han betød rigtig meget for. Han har boet i Aarhus en rum tid, men han blev altid inviteret til alt og kom også til familiefester.

Svend-Åge Ekberg fra Aarhus døde i slutningen af juni, og selvom han havde masser af venner og familiemedlemmer, var der ingen, der dukkede op til bisættelsen.
Svend-Åge Ekberg fra Aarhus døde i slutningen af juni, og selvom han havde masser af venner og familiemedlemmer, var der ingen, der dukkede op til bisættelsen. Foto: TV2 Østjylland

Politet på bar bund

Når en person bliver fundet død forsøger politiet at finde pårørende, som de kan underette om dødsfaldet.

Det sker blandt andet ved hjælp af folkeregistret, kirkebøger og historiske adresser, som den afdøde har boet på.

Derudover gennemgår politiet afdødes bolig i et forsøg på at finde frem til pårørende.

Når man har en vis alder, og ens forældre er døde, kan vi godt have svært ved at finde de pårørende

Per Bennekov, politikommissær, Østjyllands Politi

- Når man har en vis alder, og ens forældre er døde, kan vi godt have svært ved at finde de pårørende. Så håber vi på, at kirkebøgerne kan hjælpe os. Ellers er den sidste chance at indrykke en annonce i statstidende, hvor vi efterlyser pårørende til den afdøde. Lykkes det heller ikke, er vi desværre i den situation, at vi ikke kan finde pårørende, siger Per Bennekov, politikommissær ved Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men erkender, at det indimellem kan være svært at spore familie længere ude.

- Vi gør os ret store anstrengelser, og det gør vi selvfølgelig, fordi når først den pågældende er bisat eller begravet, så er det ultimativt og for sent. Så vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at finde pårørende, som kan tage en sidste afsked med den afdøde, siger Per Bennekov.

Bedemand var eneste deltager

I Svend-Åge Ekbergs tilfælde lykkedes det ikke politiet at finde frem til nogen pårørende. Det gjorde det heller ikke for bedemanden Keld Andersen, som kontakede kirkesognet og kordegnen for at få hjælp til at finde frem til familie eller venner til den afdøde.

Det kom der heller ikke noget ud af.

Derfor blev den 62-årige mand bisat 7. juli uden familie eller venner tilstede.

- Det, at der ikke kommer nogen til bisættelses- eller begravelseshøjtideligheden, har vi oplevet nogle gange, og så går vi indtil højtideligheden, fordi der er ikke nogen, der skal herfra helt alene, siger Keld Andersen, der driver en bedemandsforretning i Risskov.

Bedemandsfirmaet fik derudover lavet en bårebuket med Svend-Åge Ekbergs navn, og det skulle vise sig at få stor betydning.

Familie fik besked på Facebook

Seks dage efter bisættelsen kom en bekendt af Svend-Åge Ekbergs familie forbi Vestre Kirkegaard i Aarhus og så bårebukketten med det genkendelige navn.

Han tog et billede af buketten og delte det på Facebook. Dét billede så familien, og alene af den grund endte de med at være tilstede ved urnenedsættelsen 13. juli.

Her var omkring 60 mennesker samlet - både familie og venner.

I sidste ende blev Svend-Åge Ekberg altså stedt til hvile i selskab med sine nærmeste.

Svend-Åge Ekbergs bisættelse
24. juni 2019
Bliver fundet død
Svend-Åge Ekberg bliver fundet død i sin lejlighed i det centrale Aarhus. Der er ingen nære pårørende (børn, søskende eller forældre), så politiet overdrager sagen til sognet og en bedemand. Bedemanden, Keld Andersen, kontakter sognet og kordegnen og beder dem hjælpe med at lede efter de efterladte. Dog uden held. Han kontakter også skifteretten for at se, om der er et testamente, ligesom han sætter en annonce i avisen. Det lykkes dog ikke at finde frem til nogen pårørende.
5. juli 2019
Bisættelse uden pårørende
Svend-Åge Ekberg bliver bisat i kirken med en repræsentant fra bedemandsfirmaet som eneste vidne. Firmaet har fået lavet en bårebuket med hans navn som eneste opmærksomhed.
7. juli 2019
Familie og venner får besked
En bekendt af Svend-Åge Ekbergs familie kommer forbi Vestre Kirkegaard og ser bårebuketten. Det viser sig, at den afdøde har en stor venneskare og også en stor familie.
13. juli 2019
Urnenedsættelse
Svend-Åge Ekbergs urne bliver nedsat, og familie og andre pårørende er tilstede. I alt er omkring 60 mennesker samlet på kirkegården.

Ældresagen: - Snak om døden med dine nærmeste

Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældresagen, er dybt berørt af sagen.

Han mener, at man kan gøre meget selv, imens man er i live for at sikre, at ens pårørende bliver underrettet ved ens død:

- Hvis man vil være sikker på, at politiet og myndighederne kan få fat i ens pårørende, så kan man enten skrive, hvem der skal kontaktes i tilfælde af ens død på et stykke papir og så lægge det et sted, man kunne forestille sig ville blive undersøgt, hvis man dør. Eller man kan kode det ind i ens telefon, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Man skal invitere døden til kaffe og få talt om med sine pårørende om, hvad der skal ske, når man er gået bort

Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældresagen

Selvom det kan være svært at skulle forholde sig døden og tale med sine pårørende om den, så er det en vigtig samtale at tage med sin familie eller venner:

- Man skal invitere døden til kaffe og få talt om med sine pårørende om, hvad der skal ske, når man er gået bort. Det kan være svært at overskue, når man er i live. Men det gør det jo ikke mindre svært at skulle stå med for de pårørende, når man er borte, siger Michael Teit Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.