Succes med prøveboliger på ø - halvdelen bliver boende

I samarbejde med TV 2 Østjylland

I år er Samsø klar med 13 prøveboliger, som skal lokke nye beboere til øen. Tidligere har ordningen været en succes.

På Samsø er befolkningstallet stigende.

Fra 1. april til 1. juli 2019 steg tallet fra 3671 til 3694 beboere.

Opskriften på succesen er prøveboliger, som giver potentielle nye beboere en forsmag på ølivet.

Sidste år valgte halvdelen af dem, der prøvede en bolig på Samsø i en kortere periode, at bosætte sig på øen efterfølgende.

- Seks hold valgte at flytte til øen, da vi i 2018 havde 12 prøveboliger i brug. Det er rigtig flot, at de blev overbevist på så kort tid. Og de sidste seks har sikkert stadig nogle tanker, der ligger og roder, siger erhvervs- og turistchef på Samsø Mette Løkke til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun tilføjer, at det er en bred vifte af danskere, der byder ind på boligerne - alt fra enlige til børnefamilier, og de kommer fra hele landet.

På nuværende tidspunkt er fem prøveboliger udlejet, men der er stadig flere at få.
På nuværende tidspunkt er fem prøveboliger udlejet, men der er stadig flere at få. Foto: Samsø Kommune / TV 2 Østjylland

Glæde hos borgmesteren

I år er øen klar med 13 prøveboliger.

- De bliver udlejet som et normalt lejemål, men i en kortere periode. Ofte er det to-fire måneder, som folk vælger at booke sig ind på. Prøveperioden kører fra september til foråret 2020, siger Mette Løkke.

Samsøs borgmester, Marcel Meijer (S), ser frem til den nye prøveboligsæson.

- Det er altid spændende, når nye ansigter kommer til øen – uanset om de er her på prøve eller flytter permanent til øen. Vi oplever en stigende interesse for vores dejlige ø, lyder det fra ham.

Slipper for at fragte møbler

Prøveboligerne stilles til rådighed af privatpersoner, mens markedsføringsdelen ligger hos Samsø Kommune.

Alle boliger er møbleret, hvorfor prøvesamsinger slipper for at fragte møbler frem og tilbage inden og efter prøveopholdet.

Prøveboligerne kan lejes i alt fra to til otte måneder og koster fra 3300 kroner per måned.