Fejl i it-system: Ledere kunne se medarbejderes private oplysninger
206 opslag i systemet skal nu granskes nøje for, hvorvidt nogen har udnyttet fejlen i systemet.
En it-løsning skulle give mulighed for, at lederne i Københavns Kommune og deres eventuelle stedfortrædere kunne få indblik i medarbejdernes personalesager.
Men det var ikke alt, hvad lederne kunne se, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
I en periode på to måneder havde ledere og stedfortrædere nemlig også "utilsigtet adgang" til privat borgeroplysninger for de medarbejdere, som også er eller var borgere i Københavns Kommune, da fejlen skete.
Over 200 opslag i it-system skal granskes
Kommunen har nu underrettet 92 medarbejdere og 26 trejdeparter, som har været ofre for bruddet på it-sikkerheden.
En trejdepart skal forstås som en person, hvis navn er nævnt i ét af de dokumenter, der er set på - for eksempel en vielsesattest, forklarer kommunen.
I alt 206 opslag i systemet skal nu granskes nøje for, hvorvidt nogen har udnyttet fejlen i systemet.
- Det er meget vigtigt for os, at man kan være tryg ved den måde, vi håndterer persondata på. I dette tilfælde har vi ikke levet op til vores ansvar – det er alvorligt, og det beklager vi.
- Vi skal være bedre til at teste de løsninger, vi sætter i søen, så vi undgår sådan noget som det her. Og vores ledere og medarbejdere skal være endnu skarpere på, hvad de må og ikke må i forhold til persondata, lyder det fra Ivan Kristoffersen, der er direktør i Københavns Kommunes Koncernservice.
Blev opdaget ved en tilfældighed
Fejlen blev opdaget den 6. juni 2019. Der havde muligheden for at se oplysninger om de ansatte allerede eksisteret i flere måneder.
Ifølge kommunen opstod fejlen den 29. marts 2019.
Ivan Kristoffersen erkender, at de ansatte ikke er klædt godt nok på til at forvalte den interne it-sikkerhedspolitik "og agere i tråd med det".
- Vi har gennemført interne kampagner, e-læring og uddannelse for vores 45.000 ledere og medarbejdere, men vi må konstatere, at vi ikke helt er i mål endnu, siger han.