Naturområde lukkes delvist - nye ulvehvalpe skal have fred og ro

16x9
Seks ulveunger er kommet til verden i Stråsø Plantage. Naturstyrelsen vil nu give dem og de nybagte forældre ro. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus & Aarhus Universitet / TV Midtvest

I samarbejde med TV Midtvest

Det vil stadig være muligt at færdes på bestemte afmærkede veje.

Danmarks eneste kendte ynglende ulvepar har fået mindst seks hvalpe, og nu må besøgende på skovtur vige dele af pladsen for det nybagte forældrepar og deres unger.

De har nemlig slået sig ned i naturområdet Stråsø Plantage syd for Holstebro, og de har brug for ro.

Frem til og med 15. august indskrænker Naturstyrelsen derfor færdslen i et afgrænset område af plantagen.

De små hvalpe er stadig meget sårbare over for forstyrrelser. Derfor er vi selv gået stille med dørene om, hvor kuldet befinder sig

Poul Ravnsbæk, skovrider, Naturstyrelsen Vestjylland

- De små hvalpe er stadig meget sårbare over for forstyrrelser. Derfor er vi selv gået stille med dørene om, hvor kuldet befinder sig, ligesom vi gjorde for to år siden, da et andet par ynglede i området. Vi oplever nu en stigende interesse for at opsøge ulvehvalpene, og vi har erfaret, at der bliver delt information om, hvor de befinder sig, siger skovrider Poul Ravnsbæk fra Naturstyrelsen Vestjylland.

Alle er velkomne indenfor afgrænset området

Stråsø Plantage er et stort, sammenhængende naturområde på i alt 5.200 hektar. Det område, hvor besøgende i den kommende tid har begrænset adgang, udgør omkring 275 hektar.

Der er ikke tale om, at man slet ikke må være i området, men man skal holde sig til bestemte veje.

- Forbuddet er kun rettet mod, at man direkte opsøger de ynglede ulve, og besøgende er som altid velkomne, hvis de holder sig til de pågældende veje eller færdes i resten af naturområdet. Vi har tidligere indført lignede færdselsforbud for at sikre, at ynglende havørne og fiskeørne kunne etablere sig i den danske natur, siger Poul Ravnsbæk.

Der bliver skiltet i området, hvor man ikke må færdes uden for de nævnte veje. Området kan også ses på kortet her.

Her må du færdes i området med adgangsbegrænsning. Færdsel er ikke tilladt i det gult markerede område, men fortsat tilladt på skovvejene der er markeret med rødt.
Her må du færdes i området med adgangsbegrænsning. Færdsel er ikke tilladt i det gult markerede område, men fortsat tilladt på skovvejene der er markeret med rødt. Foto: Naturstyrelsen / TV Midtvest