Lokalt

Syv års fængsel for voldtægt og drabsforsøg

Retten i Rønne Nils Meilvang / Scanpix
TV 2/Bornholm logo
I samarbejde med TV 2/Bornholm

Efter afsoning er den dømte udvist af Danmark.

Syv års fængsel har en domsmandsret på Bornholm idømt en 25-årig mand fra Eritrea for at have voldtaget og forsøgt at begå manddrab på en 18-årig pige fra Rønne.

Dommen er afsagt af en enig domsmandsret. Den dømte skal udover sagens omkostninger betale en erstatning på 144.000 kroner til offeret.

Den dømte modtog dommen og accepterede at blive sendt videre til afsoning.

Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, pressede han kvinden ned i en sofa. For at forhindre hende i at råbe efter hjælp pressede han en finger i hendes mund og slog hende flere gange i hovedet. Forinden var han trængt ind i hendes hjem, hvor han forsøgte at voldtage hende.

Det lykkedes kvinden at vriste sig fri, men manden indhentede hende og væltede hende omkuld. Han truede med at slå hende ihjel og tog fat om halsen på kvinden med begge hænder. Herefter voldtog han hende, står det beskrevet i anklageskriftet.

Uvist om der ankes

Anklagemyndigheden har 14 dage til at anke afgørelsen, hvis man skønner straffen for mild. Anklagerfuldmægtig Anne Moe gav dog udtryk for, at hun umiddelbart var tilfreds med rettens afgørelse.

Det er dog op til statsanklageren at tage stilling til om anklagemyndigheden skal anke dagens afgørelse.

Forsvarer Bjarne Olesen ønsker ikke at kommentere dommen, fordi han afventer anklagemyndighedens beslutning om anke, inden han kan udtale sig.