Seksårig pige sendte politiet et gækkebrev, og så fik hendes klasse besøg

16x9

I samarbejde med TV2 Nord

Tre betjente overraskede en 0. klasse i Sdr. Onsild med et besøg, fordi en af klassens elever havde sendt dem et gækkebrev.

Hvordan får man lokket politiet på besøg i ens egen 0.klasse? Man sender dem selvfølgelig et gækkebrev. Politiet var straks på sagen, og sporene ledte betjentene i retning af en seksårig pige fra Sdr. Onsild, som onsdag fik sig noget af en overraskelse.

- Vi har modtaget et gækkebrev fra en pige. Der står i gækkebrevet, at de gerne vil have et besøg af politiet, hvis vi ikke kan gætte, hvem det er, forklarer Simon Hjorth Jacobsen fra afdelingen Forebyggelse Himmerland, Nordjyllands Politi.

Og midt i dagens undervisning i 0. klasse på Mariagerfjord Idrætsskole bankede det så på døren til klasseværelset, og ind kom tre politibetjente.

- Min chef har simpelthen brugt noget tid på at lave det, man kalder en målrettet efterforskning for at finde ud af, hvem er den her pige, forklarede politibetjenten foran 0. klassen, der interesseret lyttede nøje efter.

- Og jeg tror, at jeg har en god formodning om, hvem det kan være. Hun er seks år, og hun har fire bogstaver i sit navn.

Spændingen i klassen var stigende. For hvem kunne afsenderen mon være?

.
. Foto: Mick Anderson

- Er det dig, der har sendt gækkebrevet, Lily? spurgte betjenten.

Lily Masi Moldt var dermed afsløret. Med hjælp fra sin mor havde hun sendt politiet et gækkebrev - til glæde for hele klassen.

- Jeg klippede det sådan, at det skulle ligne et gækkebrev, forklarer Lily Masi Moldt.

Og da hun var afsløret, kvitterede politiet med påskeæg til alle klassekammeraterne og fri leg i politibilerne.

- Altså en af politiets kerneopgaver er jo forebyggelse. Vi skal virke for nærhed og tryghed, og det synes jeg, at vi gør ved at komme ud til børnene her, lyder det fra Simon Hjorth Jacobsen.

Se et indslag om overraskelsen i 0. klasse i Mariagerfjord Idrætsskole.