Ny afgørelse: 759 procents lånerente er lovlig

I samarbejde med TV 2/Fyn

Ny kendelse fra Østre Landsret: det er tilladt at udbyde lån med en årlig omkostning på 759 procent. Forbrugerrådet ønsker loft over rente.

759,79 procent. 

Så høj var de årlige omkostninger i procent (ÅOP) på et lån, som lånevirksomheden Turbolån udbetalte i 2016. Og renten var lovlig.

Det fastslår en kendelse fra Østre Landsret.

KREDITAFTALELOVEN PARAGRAF 22

Er det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som vederlag eller omkostninger, urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt...

Kreditaftaleloven

Lånet og den høje rente blev i 2017 af Retten i Roskilde vurderet til at være i strid med kreditaftalelovens paragraf 22. Med andre ord: En ÅOP på 759,79 procent var for høj, men denne kendelse har Østre Landsret nu ændret.

Forbrugerøkomon: Danmark bør indføre rentegrænse

I Danmark har man ingen fastsat grænse for, hvor store omkostningerne må være på et lån. Det er også derfor, at et lån på 759,79 procent er lovligt. Men der bør være grænser for ÅOP, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk. 

- Et loft på ÅOP virker, pointerer Morten Bruun Pedersen, der er seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk. 

Han fremhæver, at man i en række europæiske lande, herunder Finland og Storbritannien, har indført lofter for ÅOP. Særligt Storbritannien har haft succes med sit ÅOP-loft, fortæller han.

Det har nogle kæmpe konsekvenser, fordi de mennesker, der tager de her lån

Kenneth Hansen, økonom og tv-vært

- Mange af kviklånsfirmaerne begyndte at opføre sig seriøst og forbrugervenligt eller også forsvandt de, siger seniorøkonomen. 

Ifølge Morten Bruun Pedersen tvinger et ÅOP-loft lånevirksomhederne til at kreditvurdere bedre. 

- Som det er i dag, kan man tage en megahøj rente. Hvis man taber på en kunde, tjener man på en anden. Så hænger forretningen sammen for virksomheden, men ikke for de forbrugere, der kommer i klemme, forklarer han. 

Økonom og tv-vært på programmet Luksusfælden Kenneth Hansen mener også, at et loft over renter bør indføres. 

- I bund og grund bør man sætte nogle grænser for, hvor meget man må tage i rente, siger han og tilføjer:

- Det har nogle kæmpe konsekvenser for de mennesker, der tager de her lån, mener han.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler et ÅOP-loft på 25 procent + diskontoen. I skrivende stund vil det ifølge Nationalbankens rentesatster givet et ÅOP-loft på 25 procent, da diskontoen er på nul procent.

- Det vil betyde, at der under loftet er plads til at udbyde ganske almindelige forbrugslån. Og så får vi barberet det helt dyre lån væk, siger Morten Bruun Pedersen.

Selvom et loft vil betyde mere regulering af den finansielle sektor og dermed mindre fri konkurrence, vil det stadig være i forbrugernes favør. 

- Vi ser faktisk, at markedet får mere seriøsitet, og at konkurrencen fungerer ganske fint under det her loft. Det har vi set i Storbritannien, påpeger han.

Britisk lovgivning har ifølge avisen The Guardian et loft over den daglige rente på 0,8 procent.

Vi ser faktisk, at markedet får mere seriøsitet, og at konkurrencen fungerer ganske fint nede under det her loft. Det har vi set i Storbritannien

Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk

Hos brancheforeningen Dansk Kredit Råd (DKR), der reprænsenterer flere forbrugslånsselskaber, mener man ikke, at et ÅOP-loft er en god idé. 

- Det vil forhindre den fri konkurrence. Man kunne forestille sig en situation, hvor alle låneudbydere vil lægge sig lige præcis på loftet. Og så vil der ikke være noget at vælge imellem for forbrugeren, siger Christina Trauboth, der er talsmand for DKR. 

DKR forseslår i stedet et loft på morarenter. Altså det ekstrabeløb, forbrugeren betaler ved forsinket betaling.

Nedstemt lovforslag

I 2017 foreslog SF et ÅOP-loft på 15 procent + diskontoen. Forslaget blev i 2018 nedstemt af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre og De Konservative. 

Dengang sagde daværende erhvrevsminister Brian Mikkelsen (K), at et renteloft var for indgribende:

- Jeg mener, at et decideret prisloft, såsom et ÅOP-loft, er for indgribende et skridt (...) Der vil være tale om en meget indgribende regulering af de mange for at beskytte de få, sagde han i Folketinget, da forslaget blev debatteret. 

Tirsdag har Folketinget første behandling af nuværende erhvervsminister Rasmus Jarlovs (K) bud på en regulering af markedet for forbrugslån. Det indebærer ikke noget ÅOP-loft, men lægger op til, at virksomheder skal have tilladelse til at låne penge ud.