Lokalt

1000 kilo tøj doneret til Lukas Grahams koncerter

Det danske band Lukas Graham med Lukas Forchhammer i front, på scenen under den første af tre koncerter i Royal Arena tirsdag den 29. januar 2019. (Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix) Torben Christensen / Ritzau Scanpix
TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Tøjindsamling til Lukas Graham-koncerter var en succes, siger Røde Kors. Genbrugschef håber, man kan lave lignende samarbejder med andre kunstnere.

Opbakningen var stor, da Lukas Graham i denne uge opfordrede sine fans til at medbringe deres aflagte tøj til bandets tre koncerter i Royal Arena i København.

Ifølge Tina Donnerborg, genbrugschef i Røde Kors, donerede koncertgængerne et helt ton tøj.

- Vi er meget glade, for det er tøj af rigtig god kvalitet. Når vi sammenligner det med det tøj, vi normalt modtager i vores tøjcontainere, kan vi se, at det ikke alene kan genbruges, men også kan sælges ude i vores butikker, siger hun til TV 2 Lorry.

Det var bandet selv, der tog initiativ til indsamlingen og kontaktede Røde Kors, som så stillede ti af deres tøjcontainere til rådighed ved Royal Arena.

Ifølge Tina Donnerborg er det første gang, at Dansk Røde Kors indgår et samarbejde med kendte kunstnere om tøjindsamling til koncerter. Tidligere har man gjort det med sportsklubber, når der for eksempel har været halvmaraton.

Det her er virkelig noget, der er i stand til at flytte noget

Tina Donnerborg, genbrugschef i Røde Kors

Et samarbejde, der flytter noget

Tina Donnerborg håber, at man i fremtiden kan lave flere lignende samarbejder med andre danske musikere.

- Det her er virkelig noget, der er i stand til at flytte noget.

- For det første er det rigtig godt, at vi får genbrugt tekstiler i Danmark, så de ikke bare bliver smidt ud. Men når det samtidig er god kvalitetstøj, som kan sælges i butikkerne, så kan vi hjælpe endnu flere mennesker ude i verden for de penge, siger hun.

Tina Donnerborg har ikke noget bud på, hvor mange penge det brugte tøj fra koncertindsamlingen kan omsættes for. Men det er varer, som især de unge leder efter i vores butikker, forklarer hun. 

- Så det skal nok finde en ny person, som sætter pris på det, og dermed får et nyt liv, siger Tina Donnerborg.