Lokalt

Mand fra Bornholm må betale 5.000 i bøde for droneflyvning

TV 2/Bornholm logo
I samarbejde med TV 2/Bornholm

Den 41-årige fløj blandt andet over militære installationer.

Mange danskere har efterhånden anskaffet sig en drone i større eller mindre omfang. Og det er da også et underholdende stykke legetøj, samt smart arbejdsredskab.

Dog måtte en 41-årig mand fra Rønne i dag sande, at hans legetøj kan medføre konsekvenser, hvis man ikke følger reglerne.

Manden havde den 12. maj i år fløjet med sin lille drone, ifølge anklagen med henblik på leg og underholdning. Men han fløj først og fremmest med dronen i bymæssig beboelse, og derudover fløj han den over militære installationer ved Almegårds Kaserne.

Foruden at flyve i områder, hvor det ikke er tilladt uden specifikt samtykke fra politi og ansvarlige myndigheder, hvilket han ikke havde, så manglede manden også et dronebevis.

Det kræver nemlig dronebevis i byområder, og det er kun tilladt at flyve med et professionelt formål.

Alle disse forseelser blev en dyr leg for den 41-årige, som blev dømt til at betale en bøde på 5.000 kroner. Derudover er hans drone blevet konfiskeret.