Lastbil påkører bro – jernstolpe rammer nærliggende skole

16x9
A-broen i Næstved er tirsdag blevet påkørt af en lastbil. Foto: Lars Andersen, TV ØST

I samarbejde med TV2 ØST

En lastbil har påkørt A-broen i Næstved. En lastbilchauffør meldes fastklemt, og broens brodæk er styrtet sammen.

En lastbil har påkørt den ikoniske A-bro i Næstved ved Kalbyrisskolen, og brodækket er efterfølgende styrtet sammen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Der var tale om et meget voldsomt sammenstød, hvor vragdel fra lastbilen eller broen angiveligt blev kastet ind i selve skolebygningen. Ifølge politiet har vragdelen ikke ramt nogen personer.

- Der er formentlig tale om en jerndrager fra broen, som er røget over mod skolen i forbindelse med kollisionen. Heldigvis kommer ingen til skade, lyder det fra indsatsleder Thomas Halskov.

Klokken 12.42 påkørte lastbilen broen. Lastbilen havde en kran på, som ikke var sænket. Da lastbilen kørte under broen, ramte den derfor gangbroen. 

- Chaufføren er ikke kommet alvorligt til skade, han er kontaktbar. Men han har siddet fast i førehuset efter ulykken, siger Stefan Jensen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Artiklen fortsætter under billedet.

Et stykke metal har ramt muren på Kalbyrisskolen ved siden af broen.
Et stykke metal har ramt muren på Kalbyrisskolen ved siden af broen. Foto: Mathias Dejrup Hansen
Selve brodækket er fjernet efter den voldsomme påkørsel.
Selve brodækket er fjernet efter den voldsomme påkørsel. Foto: Mathias Dejrup Hansen

Spærret for al trafik

Stefan Jensen oplyser, der er spærret for al trafik mellem Køgevej og Kalbyrisvej. 

- Så man kan overhovedet ikke komme igennem lige nu. Og sådan vil det være i et par timer endnu, siger Stefan Jensen.

Ifølge Vejdirektoratet ventes der at være ryddet op klokken 21.

Skole fortsatte undervisning

Johan Sass, der er administrativleder og viceskoleleder på Ellebækskolens afdeling Kalbyris fortæller, at der ganske rigtigt er en stolpe, der har ramt et cykelskur på skolen.

- Stolpen har ramt og har lavet et hul i væggen i den ene af skurerne, fortæller han og siger, at undervisningen er fortsat som normalt på skolen, på trods af ulykken ved broen. 

-  Lige i de minutter derefter er alle selvfølgelig meget opmærksomme på det. Men ellers har undervisningen fortsat, som den plejer, siger skolelederen. 

Han fortæller, at hvis der er klasser, hvor eleverne har brug for at snakke om ulykken, så vil lærerne give plads til det. 

Her ligger A-broen.
Her ligger A-broen. Foto: Open Street Maps