Nyt boligområde slår alle danske prisrekorder
Kysten er blevet udvidet ved Tuborg Strandeng i Hellerup, så nu tager et nyt boligprojekt form. Boligpriserne sprænger rammen for danske standarder.
Hvad gør man, hvis man har et prestigebyggeri så spektakulært, at kysten i dens hidtidige form ikke er tilstrækkelig?
Man udvider såmænd kysten for at få plads til de dyre luksuslejligheder, så de kan opføres direkte ud i Øresund.
Det har ejendomsudviklerne bag lejlighedsbyggeriet på Tuborg Strandeng i Hellerup gjort.
Der er tale om fem kysthuse med i alt 167 luksuslejligheder og 156 lejligheder i komplekser lidt tilbagetrukket fra vandkanten. Byggeriet er allerede i gang og ventes afsluttet i 2024.
- Kysthusene kan nu bygges, som var det på land. Det har været et stort arbejde, som nærmer sig sin afslutning. Det er gået efter planen, og at kysten til Øresund nu er udvidet, er meget usædvanligt, og det gør boligerne meget unikke, siger Robert Nelleman, der er ejendomsudviklingsdirektør i Danica Pension, som er bygherre på Tuborg Strandeng.
Kysten til Øresund blevet udbygget i form af landindvindinger, som husene bliver bygget på. I forbindelse med landvingerne er der transporteret 15.000 kubikmeter sand ind i Tuborg Havn via skibe.
Danmarks suverænt dyreste lejligheder
Og priserne? De slår rekorderne herhjemme for dyreste lejligheder.
46 millioner kroner koster den dyreste, der lige nu er til salg. En anden lejlighed koster 42 millioner kroner og er allerede reserveret til en køber. Fem andre købere har enten reserveret eller gennemført et køb af en lejlighed i komplekset til priser på 29 millioner kroner eller derover.
Rekorden for den dyreste lejlighed solgt i Danmark blev sat i september i år, da en lejlighed blev solgt for 28,5 millioner kroner.
Alene i de to af i alt fem kommende kystkomplekser er ti lejligheder dyrere end rekordsummen - hvoraf seks allerede er reserveret eller solgt.
16 millioner er prisen for den billigste af de lejligheder, der indtil videre er sat til salg.
Interesse trods svimlende prissætning
Men går man og tænker, at de høje priser er helt hen i vejret, tager man fejl, mener ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen fra Home, som står for salget af lejlighederne på Tuborg Strandeng.
- Når man sammenholder beliggenheden med de fantastiske lejligheder, der står til at blive bygget, hvor køberne selv kan få stor indflydelse på blandt andet design og rumfordeling, er boligerne i en anden liga end før set i Danmark, siger Lone Bøegh Henriksen.
- Derfor mener vi absolut, at boligerne er den udbudte pris værd, og den foreløbige interesse i lejlighederne i de første uger, de har været udbudt til salg, støtter os i den formodning.
- Ejendomsmæglerne oplever god interesse for lejlighederne. Især beliggenheden nærmest i Øresund, men samtidig tæt på København og Hellerup trækker op, samtidig med der er en unik mulighed for at designe sin egen lejlighed på et niveau, der ikke er set tidligere, siger Robert Nelleman fra Danica Pension.
Små er lejlighederne ikke. Den mindste af de lejligheder, der er til salg lige nu, er på 128 kvadratmeter beboelse med tilhørende terrasse på 75 kvadratmeter. Flere af de øvrige lejligheder er på mere end 350 kvadratmeter, når man tæller terrasse-arealer med.
Stjernearkitekter leger med inde- og uderum
Selve byggeriet er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der blandt andet er kendt for bygninger som Axel Towers og Skuespilhuset. NCC står for at opføre boligerne.
I første omgang opføres to af de planlagte fem kysthuse. Boligerne i de to første kysthuse forventes at være indflytningsklar i 2021.