Labrador er Danmarks første miljøhund - kan snuse sig frem til forurening

16x9
Labradoren Louie er blevet miljøhund. Foto: TV Syd

I samarbejde med TV Syd

Orbicon i Kolding har uddannet den første – og eneste – miljøhund. Region Syddanmark håber, at han kan hjælpe med at spore skjult forurening.

En hund kan også skifte job.

Labradoren Louie har fået nyt arbejde. Før var han bombehund, men nu er han miljøhund.

Han kan snuse sig frem til forurening. Det fik han certifikat på i sommers.

Det var hans fører, Mette Algreen Nielsen, der fik idéen til en miljøhund. Hun arbejder i virksomheden Orbicon, der blandt andet arbejder med miljø:

- Idéen opstod, fordi jeg har lidt erfaring med brugshunde og ved, at de kan lugte en masse forskellige ting, og da jeg så begyndte at arbejde som miljørådgiver, tænkte jeg: hvorfor ikke kombinere de to ting?

Idéen fik grønt lys fra Mette Algreen Nielsens chef, og så gik hun ellers i gang med at ændre Louies instinkt fra at finde sprængstof til at finde forurening. Arbejdet som bombehund bestod blandt andet i at undersøge krydstogtskibe. 

- Louie fandt ret hurtigt ud af at markere på chlorerede opløsningsmidler, og så kontaktede vi nogle af regionerne for at høre, om de ville indgå i et samarbejde, fortæller Mette Algren Nielsen til TV 2.

Region Sjælland, Region Hovedstaden og Region Syddanmark bed på. I Region Syddanmark er Louie lige nu ansat på prøve.

Blandt de opgaver, hvor Louie kan være til nytte, er for eksempel hurtig og effektiv lokalisering af forureningskilder i jorden, så man undgår at skulle bore og grave det forkerte sted. En anden opgave kunne være at spore en forurening i drikkevand, hvor man ikke kender forureningskilden. Her kan Louie afsøge større områder og finde ud af, hvor man skal lede. 

Hvad er Danfoss-forureningen?

I 1950’erne og 1960’erne brændte Danfoss affald af på stranden – helt lovligt. Stofferne, der kom fra afbrændingen, var blandt andet olie og klorerede opløsningsmidler. Noget af det sidder også tilbage i jorden, fortæller Kristian Dragsbæk Raun.

Danfoss testede Louie

For vel selvsyn at teste hundens evner, har Region Syddanmark fået Louie til at undersøge Danfoss-forureningen ved Himmark Strand på Als.

- Jeg synes, det er en rigtig spændende idé. Jeg hørte første gang, at hunden blev brugt til sager indenfor, og så tænkte jeg, at det kan vi også bruge andre steder, siger civilingeniør ved regionen Kristian Dragsbæk Raun til TV 2.

Louie har været ude at undersøge dele af stranden. De steder, hvor Louie markerede, blev der taget en prøve af jorden, som nu skal undersøges for at finde ud af, om labradoren har ret. Til januar får Region Syddanmark resultater fra sporingen, og efter det vil regionen tage stilling til, om samarbejdet med Louie skal fortsætte.

- Sagen er sat på region Syddanmarks arbejdsplan næste år, og så skal der laves nogle flere undersøgelser, siger Kristian Dragsbæk Raun.