Dansk vandland skulle have været verdens femtestørste - men det bliver ikke til noget
Høje-Taastrup dropper alle planer om at opføre verdens femtestørste vandland efter uenigheder med aktørerne bag projektet.
Verdens femtestørste vandland bliver alligevel ikke opført i Høje-Taastrup.
I det, der efterhånden har været én kontinuerlig maveplasker, har Høje-Taastrup Kommune nu endegyldigt druknet projektet, hvor vandland med hoteller og naturpark skulle opføres ved Taastrup.
Det oplyser kommunen på sin hjemmeside.
- Kommunen har haft forhandlinger med de private aktører bag projektet, men parterne har ikke kunnet få enderne til at mødes. Derfor har byrådet besluttet at annullere den betingede købsaftale om arealet ved Roskildevej, der i sin tid blev indgået mellem parterne, skriver kommunen.
Dermed er det 2,2 milliarder kroner dyre projekt nu endegyldigt aflivet.
Borgmester ærgrer sig
Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler fra De Konservative, skriver på sin facebook-side, at han ærgrer sig over det kuldsejlede projekt.
- Det så godt og meget lovende ud, da et samlet byråd indgik aftalen med de private investorer, der ønskede at bygge verdens femtestørste aquapark med ferieboliger, konferencefaciliteter og hoteller. De havde indgået en aftale med verdens største hotelkæde, og der blev investeret mange penge i at udvikle projektet.
- Desværre må vi nu konstatere, at enderne ikke kan mødes. Aquaparken bliver ikke til noget - og jord-arealet forbliver på kommunens hænder. Det er naturligvis ærgerligt, men der er altid en risiko for, at det ikke bliver til noget, når man rækker ud efter stjernerne, skriver han.
Prestigeprojekt kunne ikke holde sig oven vande
Planerne om det enorme kompleks på 840.000 kvadratmeter med badeland, naturpark, hoteller og konferencecenter har haft en omtumlet tilblivelse.
Flere gange har projektet været sendt i uvished på grund af manglende lokalplaner og skredne tidsplaner.
Da projektet i februar 2017 blev annonceret, var det planen, at badelandet skulle stå klart i 2020. I februar i år blev åbningen annonceret udskudt til 2021.
Men efter uenigheder med aktørerne bag projektet har et enigt byråd i Høje-Taastrup Kommune valgt at hæve aftalen med det konsortium, der står bag planerne om vandlandet, der bar navnet Nordic Water Universe.