19-årig tog springet efter gymnasiet og er nu youtuber på fuld tid

16x9
Emilie Malou Bøgebjerg lever af sin kanal på Youtube. Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

I samarbejde med TV Midtvest

Emilie Malou Bøgebjerg har 75.000 følgere og anslår, at hun arbejder 50 timer om ugen.

- Hej alle sammen! Velkommen tilbage til min kanal og velkommen til den her video.

Sådan begynder de fleste videoer på 19-årige Emilie Malou Bøgebjergs Youtube-kanal. Med et lille smil og et fast blik ind i kameraet inviterer hun sine 75.000 følgere indenfor på kanalen, hvor hun fortæller om alt fra mode og skønhed til mere personlige emner som at flytte hjemmefra, eller om hvordan det går med hende og kæresten.

- Det er noget, jeg går meget op i, og det er så meget mig. Jeg tænker over, hvad der kan give inspiration til mine følgere. Det er en meget kreativ måde at arbejde på, og det synes jeg er virkelig fedt, siger Emilie Malou Bøgebjerg, der bor i Herning.

Emilie Malou Bøgebjerg lever af sin kanal på YouTube. Video: TV Midtvest

Et personligt univers

Den 19-årige youtuber blev student tidligere på året, og siden da har hun været en såkaldt influencer på fuld tid - altså en populær youtuber med mange følgere.

- Det er noget, jeg stadig skal vænne mig til, for jeg er jo bare herhjemme alene. Det er en stor omvæltning at gå fra at gå i gymnasiet og se sine venner hver dag til at gå rundt alene og pludselig være selvstændig, fortæller hun.

Den første video lagde hun op for tre år siden. Det var en video på fire et halvt minut om, hvordan hun lægger sin makeup til hverdag.

- Jeg har altid været vild med at redigere, og i begyndelsen var det bare små film på min computer, som jeg aldrig viste til nogen. En eller anden dag syntes jeg bare, det kunne være fedt at dele det, og måske kunne jeg inspirere andre med de ting, jeg interesserer mig for. Så en dag lagde jeg en makeupvideo på Youtube, og så tog det egentlig bare fart derfra, fortæller Emilie Malou Bøgebjerg.

Siden da er hundredevis af videoer kommet til, og hver uge lægger hun én eller to nye video ud til sine følgere. Selv om mange af dem handler om tøj og makeup, så gør hun en dyd ud af også at dele mere personlige ting.

- Jeg vælger jo selv ud, hvad jeg deler. Men det der gør, at det virker virkeligt, det er, at jeg også tager nogle dele med, der er mere afslappede. Så det er ikke altid mig, der er super fin på den. Der er også bare mig og min hverdag, siger hun.

Arbejder 50 timer om ugen

Hun oplever ofte, at folk har svært ved at forstå, hvordan det kan være et fuldtidsarbejde at optage videoer til nettet, men hun fortæller, at der er mange andre opgaver forbundet med jobbet.

- Ikke alle forstår, hvordan det kan være et arbejde, og det kan jeg godt forstå. Men der er bare så meget i det. Der er meget planlægning og meget administrativt, som man hele tiden skal forholde sig til, siger Emilie Malou Bøgebjerg, som selv vurderer, at hun bruger omkring 50 timer om ugen på sit job.

Her kan du høre Emilie fortælle om, hvordan hun laver sine videoer. Video: TV Midtvest

YouTube kan føre andre steder hen

Pengene tjener hun ved at samarbejde med firmaer, som gerne vil have promoveret et bestemt produkt - for eksempel tøj eller makeup.

- De har nogle produkter, som de gerne vil have promoveret, og hvis man så er et godt match med det her firma, så kan man vælge at indgå i et samarbejde. Jeg prøver at minimere sponsoreret indhold på min side, men det er nødvendigt, hvis man vil leve af det, siger hun.

Samlet set har hendes videoer rundet ti millioner visninger, og hun håber på, at hun kan blive ved længe endnu.

- Jeg håber, det kan fortsætte, for jeg brænder så meget for det, men det kan måske også føre nogle andre veje med tiden. Jeg synes for eksempel, at tøjbranchen er vildt fed, og sådan noget som indretning kan jeg også vildt godt lide. Så hele det kreative aspekt kan også føre mig andre veje. Selv om jeg elsker at lave videoer, kan det være, jeg ender et helt andet sted. Jeg er bare spændt på at se, hvor det tager mig hen, siger Emilie Malou Bøgebjerg.