Lokalt

Danmarks ældste strengeinstrument fundet i Ribe

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Ved sommerens udgravninger i Ribe blev der fundet en lyre - et musikinstrument - fra omkring år 720. Fundet vækker nu opsigt.

Fundet blev gjort under de omfattende udgravninger af Ribes allerældste dele - og er nu på vej til at blive kendt som Ribe-lyren.

- Det, at der har befundet sig en lyre i Ribe omkring år 720, siger også noget om, at der allerede i den periode, vi kender som jernalder på vej mod vikingetid, fandtes højt specialiserede håndværk som perlemager eller instrumentbygger, siger Søren Sindbæk, professor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet, til Kristeligt Dagblad.

Han er leder af Northern Emporium-projektet, hvor forskere gennem et år har udgravet et område i vikingernes by i Ribe og gjort adskillige værdifulde fund. Ud over lyren er der blandt andet fundet perler, tekstilrester og benkamme med opsigtsvækkende runeindskrifter. 

Ribe var en by allerede i 700-tallet

Tilsammen har Ribe-projektet, som nu er tilendebragt, overbevist forskerne om, at Ribe allerede tidligt i 700-tallet fungerede som et bysamfund, hvor mennesker boede året rundt, og hvor der foregik handel og håndværk, som både omfattede varer langvejs fra og meget avancerede genstande.

Indtil nu har der været debat blandt forskere, om 700-tallets Ribe var en permanent by eller et sæsonmarked, som folk forlod igen efter at have handlet. Den diskussion har Northern Emporium-projektet bragt til ophør og kan én gang for alle slå fast, at Ribe ikke alene er Danmarks ældste by, men tilmed var en rigtig bydannelse for 1300 år siden, 100 år før Hedeby. Det fortæller Kristeligt Dagblad onsdag.

Lyren blev fundet i juli, og det sjældne fund er nu ved at blive konserveret. 

- Lyren er ved at blive frysetørret og skal senere konserveres. Det sker i Ølgod og varer et godt stykke tid. Næste sommer vil den være klar til udstilling på Vikingernes Ribe, siger Søren Sindbæk, professor i middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet, til TV SYD.

På nedenstående Facebook-opslag kan man følge udgravningen af lyren en julidag i sommer.

🎵🎶🎵🎶🎵

Posted by Northern Emporium on Tuesday, July 3, 2018