Lokalt

Vanvidsbilist fanget på video: - Det er tragisk

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Klavs Nielsen er lastbilchauffør, og han var i sidste uge vidne til en overhaling, der var med livet som indsats.

Det er torsdag morgen, og Klavs Nielsen, som er lastbilchauffør, kører ud ad hovedvejen, hvor der er fuldt optrukne linjer.

Rundt i svinget længere fremme kommer en anden lastbil kørende imod ham.

Pludselig er der noget på siden af Klavs Nielsens lastbil. Det er en sort personbil, som overhaler trods de fuldt optrukne linjer, og som kun med nød og næppe får trukket ind foran Klavs Nielsen inden mødet med den modkørende.

- Jeg tænkte ”så for helvede”. Det er desværre næsten dagligt, at vi oplever det. Vores biler kan ikke køre mere end 80, fordi vi kører med brændstof, så jeg er vant til at blive overhalet på mærkelige måder, siger Klavs Nielsen, som er lastbilchauffør for PHP Transport, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det var her ved OK Tanken i Hammel, at personbilen overhalede Klavs Nielsens lastbil.

Ifølge Østjyllands Politi kan det koste dyrt for føreren at foretage en sådan overhaling.

- Som udgangspunkt koster det en bøde på 2000 kroner og et klip i kørekortet, hvis man overhaler med fuldt optrukne linjer. Hvis det er en overhaling, der foregår over 100 meter eller mere, kan det føre til en betinget frakendelse af kørekortet, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi. 

I dette tilfælde er det dog ikke sikkert, bilisten nogensinde får en bøde. Det er nemlig ikke muligt på videoen at se nummerpladen og dermed finde frem til føreren.

Rammer også andre

Episoden skete så hurtigt, at Klavs Nielsen nærmest ikke nåede at reagere, før der var gået et stykke tid.

Det er desværre næsten dagligt, at vi oplever det

Klavs Nielsen, lastbilchauffør

- 20 meter længere henne, der tænkte jeg: "Det kunne dæleme godt være godt galt, det dér". Det er simpelthen ikke det værd for at komme tre minutter hurtigere frem. Folk tager alt for mange chancer i trafikken, siger Klavs Nielsen.

Klavs Nielsen fortæller, at der skal en god portion tid til, før man kan være sikker på, at man kan nå forbi en vogn af hans størrelse.

- Jeg har en 19 meter lang lastbil, så det tager altså tid at overhale. Havde jeg fået øje på ham, så var jeg nok trukket ud til højre, og så var jeg altså tiltet. Det værste er jo, at det går ud over alle mulige andre. Det går ikke kun ud over dem, siger Klavs Nielsen.

Man bliver harm, det er tragisk, at trafikken er blevet sådan

Klavs Nielsen, lastbilchauffør

Vil sprede budskabet

Det er ikke mere end 14 dage siden, at en af Klavs Nielsens kolleger måtte give førstehjælp til et trafikoffer.

- Hvis det her var gået galt, så kunne det have været mig, der skulle give førstehjælp, siger han.

Det er noget, vi tager meget alvorligt, for det kan potentielt være livsfarligt for både en selv og andre

Jakob Christiansen, Østjyllands Politi

Hos Østjyllands Politi er det ligeledes en handling, som man tager meget alvorligt.

- Den slags overhalinger er noget, vores færdselsfolk en gang imellem ser. Særligt når de er på kontrol i civil. Det er noget, vi tager meget alvorligt, for det kan potentielt være livsfarligt for både en selv og andre, udtaler Jakob Christiansen.

Selve videoen har Klavs Nielsen valgt at dele på Facebook, fordi han mener, at der skal sættes fokus på, hvordan vi færdes i trafikken.

Klavs Nielsen er lastbilchauffør, og han var i sidste uge vidne til en overhaling, der var med livet som indsats Video: TV 2 Østjylland

- Jeg ville gerne have videoen spredt, så den måske kunne nå frem til vedkommende, så han måske forstod, at han skulle tage den med ro. Man bliver harm. Det er tragisk, at trafikken er blevet sådan, siger Klavs Nielsen.