Lokalt

Dronningen og Ghita Nørby spiller sammen i H.C. Andersen-film

Dronning Margrethe lægger både ord, kreative evner og skuespil i filmatiseringen af HCA-eventyret 'De vilde svaner'. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Dronningen af dansk tv og Dronningen af Danmark filmatiserer 'De vilde svaner', som kan ses af børn og unge på Naturama i Svendborg.

Inden Svend-prisen uddeles på Torvet i Svendborg onsdag den 29. august, har børn og unge mulighed for at se filmatiseringen af HCA-eventyret 'De vilde svaner' på Naturama i Svendborg, hvor dronning Margrethe spiller med.

Dronning Margrethe og skuespillerinde Ghita Nørby er to af hovednavnene bag filmen.

Ghita Nørby, som også er filmprisens hædersgæst, har sammen med Peter Flinth siddet i instruktørstolen. Baronessen fra benzintanken-stjernen spiller dog også en birolle i filmen, som er baseret på et af H.C. Andersens kendte eventyr.

'De vilde svaner' handler om en konge, der bliver gift på ny. Kongen bliver så forblændet af sin nye dronning, at han sender sin datter Elisa væk hjemmefra, mens dronningen forvandler brødrene til svaner. Så er det op til Elisa at frelse sine brødre.

Filmen er fra 2009, og kan i forbindelse med Svend-prisen ses gratis på Torvet i Svendborg.

Filmplakaten fra 'De vilde svaner'.

Skrevet om og af en dronning

Det er dronning Margrethe, som har skrevet manuskriptet til filmen, men det er ikke kun ordene, som hun har fået lov til at lege med. Også den visuelle del har hun sat sit præg på.

Dronningen er i forvejen kendt for sine decoupager, hvor hun klistrer udklip sammen, og det er netop udklip, som hun bidrager med. Kostumerne står hun også bag, og hun er endda blevet givet en birolle i filmen.

Visningen af filmen vil finde sted onsdag den 29. august klokken 12 på Naturama i Svendborg. Både Ghita Nørby og Peter Flinth vil være til stede.

Samme aften bliver Svend-prisen uddelt på Torvet i Svendborg.