Lokalt

Elev sigtet for vold

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Torsdag formiddag overfaldt en 15-årig dreng en elev fra sin parallelklasse på Tirsdalens Skole i Randers.

En konflikt mellem to elever på Tirsdalens Skole i Randers-bydelen Kristrup udviklede sig torsdag formiddag meget dramatisk. Den ene blev slået ned og kørt på sygehuset, og den anden - en 15-årig elev - er nu sigtet for vold.

- Den 15-årige slår en anden elev på skolen. Offeret blev kørt til Randers Sygehus med ambulance, og den 15-årige dreng blev anholdt og sigtet for vold, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Min søn er forslået og har fået en kraftig hjernerystelse

Offerets far

Ifølge politiet var offeret, som også er en 15-årig dreng, ved bevidsthed, da han blev kørt med ambulancen. Dog frygtede redderne for skader på ryggen eller indre blødninger.

Kraftig hjernerystelse

Det oplyser drengens familie, som TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med.

- Der var bekymringer for hoved- og rygtraumer, men en CT-skanning viste heldigvis ingen brud. Min søn er forslået og har fået en kraftig hjernerystelse, lyder det fra offerets far, der ønsker at være anonym for ikke at optrappe konflikten yderligere.

Læs også: Beboere raser over kommunens vej-planer: - Vi vil ikke finde os i det

Gerningsmanden blev efter endt afhøring løsladt, men er fortsat sigtet for vold.

Ifølge TV2 ØSTJYLLANDs oplysninger er Tirsdalens Skole og SSP i Randers involveret i sagen.