BLOG: Drømmen om det byrdefrie samfund

16x9
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) sammen med undervisningsminister Merete Riisager (LA). Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix

BLOG: Når jeg ser på min egen generation, har vi gjort en hel del rigtigt som forældre.

Børn i dag har det bedre end nogen sinde før i historien. De oplever mindre vold i hjemmet, de får god mad, og de voksne lytter til dem. Men der er også punkter, hvor vi ikke klarer det særlig godt. For vi er også en generation af livsnydere og ego-trippere. Livet må ikke gøre ondt – og slet ikke på mig! Derfor er vi tilbøjelige til at skyde både ansvar og byrder fra os – og nogle gange havner aben hos vores egne børn.

Forleden hørte jeg et radioprogram, hvor en voksen kvinde forklarede, hvor irriterende det var, at hendes børn ikke fik serveret økologisk mad, når de var hos deres far. Økologisk mad var vigtigt for kvinden, og hun fandt det derfor træls, at børnenes fader ikke prioriterede dette i samme grad, som hun selv. Parret levede i et såkaldt ”moderne ægteskab” (kvindens egne ord) og havde derfor valgt at bo på to forskellige adresser.   

Historien sætter for mig at se hovedet på sømmet i forhold til min egen generation. Vi er meget optagede af vore børn, men livsstilsvalg fylder også meget. Af og til så meget, at vi sætter livsstilsvalgene før behov, der er af stor vigtighed for vores børn. Det undrede mig, at kvinden ikke reflekterede over, hvorvidt det var stressende for hendes børn at bo to steder. Det vil det være for de fleste mennesker. Det kan selvfølgelig være nødvendigt at træffe et sådan valg, hvis ægteskabet slår revner og bliver destruktivt, men det, der slog mig, var den lethed, hvormed kvinden kundgjorde, at familien havde indrettet sig på denne måde, der med stor sandsynlighed er valgt af de voksne og er en byrde for børnene.

Der er ikke mange tabuer tilbage i vores samfund. Men ét af dem er, hvilke byrder vore børn må bære, når de voksne træffer et valg. Det kan være valget om et krævende job, mens børnene er små, skilsmisse, ferie uden børn eller krævende fritidsaktiviteter. Det kan også være valg i form af manglende regler og rammer om skole, søvn og sociale medier. Rammer, som børn umuligt kan opstille for sig selv. Uanset om det er en formstøbt veganertilværelse eller uendelige eftermiddage med sociale medier, da far og mor træner til marathonløb, forventes børnene bare at følge med. Vi tager det ganske enkelt for givet, at det, der er godt for os, er godt for vores børn. Så enkel er virkeligheden dog langt fra.

Når det handler om børns primære behov, så er kærlighed, tryghed, forudsigelighed og søvn temaer i den nederste del af behovspyramiden. Børn har brug for tid sammen med deres forældre, gentagelser, øjenkontakt og berøring. Det lyder banalt, og det er det også. Og samtidig fylder disse primære behov ganske lidt i debatten om børn og unges trivsel. Forskning viser, at børn, der spiser morgenmad i familien, har det langt bedre end børn, der ikke gør. Teenagere, der spiser aftensmad med deres forældre, har det bedre end teenagere, der ikke gør. Børn, der sover for lidt, trives dårligere. Børn, der har kropskontakt med deres forældre, udvikler sig bedre osv.

Vi ved en masse om, hvad børn har brug for. Alligevel er det ti nationale test, der fylder hele sendefladen, når vi debatterer børn og trivsel. Hvorfor? Fordi det er bekvemt. Hvis vi kan afskrive børns angst og teenagernes selvskade til et spørgsmål om karaktergivning og test, behøver vi ikke selv stå for skud. Ah! Byrden er givet videre. Det er samfundets skyld! Regeringens. De korrupte magthavere, der er ligeglade med befolkningen. Nogen (ikke os, for vi er til yoga) må gøre noget. Byrderne skal væk – også for vores børn. Så glider livet lettere.

I virkeligheden er denne tilgang en ansvarsfraskrivelse i klasse A. For det første er der intet, der tilsiger, at det er karakterer og prøver, som har været en del af grundskolens og ungdomsuddannelsernes virkelighed, lige så længe, de har eksisteret, der i disse år får tallene til at stikke af, når vi ser på børns psykiske trivsel. At blive udfordret fører ikke i sig selv til stress. Tværtimod hører det til den almindelige menneskelige udvikling at udfordre sig selv og blive dygtigere. For det andet fører det debatten langt væk fra de emner, hvor vi ved, at der er noget vigtigt på færde. Og for det tredje kan det blive en rambuk ind i et uddannelsessystem, der er bygget op omkring objektive kriterier; altså det, at man selv er ansvarlig for egne resultater, og at det er disse resultater, der giver billetten videre til en uddannelse, der passer til ens kvalifikationer.

I det sidste er der noget på spil, der er decideret farligt. Hvis uddannelsessystemet ikke længere baseres på det, den enkelte lærer og forstår, og de resultater, han og hun derigennem opnår ved egen kraft, lurer der i stedet tilfældighed, sammenbrud og uretfærdighed. Et uddannelsessystem, der baseres på det såkaldte ”meritokratiske princip”, hvor enhver kan opnå resultater og muligheder ved egen kraft, er rygraden i ethvert velfungerende samfund.

Et andet tidstypisk billede er sagen om ”FixMinOpgave”. ”FixMinOpgave” er en virksomhed, der har opnået stor succes med at sælge opgaver til gymnasieelever. Gennem en hjemmeside kan eleven i ro og mag bestille en bestemt karakter til en eksamensopgave eller et SRP-projekt mod kontant afregning. Det bemærkelsesværdige ved virksomheden er ikke, at den eksisterer, men den opbakning, den har fået. Omsætningen er steget gevaldigt, og der er angiveligt også forældre, der betaler for deres børns åbenlyse snyd.

I drømmen om det byrdefrie samfund ligger en forståelse af, at det i virkeligheden er urimeligt, at nogen får bedre karakterer end andre. At alle har ret til at læse molekylærbiologi eller på lægestudiet. Orker man ikke, eller kan man ikke slide sig til en høj karakter i fysik og kemi, er det ”strukturernes skyld”. Men sådan spiller klaveret ikke i et fair uddannelsessystem. Der er det summen af ens egne anstrengelser, der giver adgang til de mest eftertragtede studier. Og i vejen mod erkendelser og faglige resultater er der byrder at bære og forhindringer at overkomme. Det kunne vi passende lære vores børn ved at gå forrest og bære de byrder, der er vore egne.