Lokalt

Chauffør deler indtrængende advarsel: Vi kan ikke se jer i solen

TV 2 Lorry logo
I samarbejde med TV 2 Lorry

Lange aftener med en lavtstående sol er en udfordring for lastbilchauffører, der får sværere ved at bruge sidespejlene.

De fleste cyklister ved det godt.

Chauffører i busser og lastbiler har blinde vinkler, så når de skal svinge til højre, kan det være svært for dem at få øje på cyklister, der er på vej op på højre side af dem.

Og nu kommer chaufføren Erik Larsen fra Tårnby med endnu en advarsel - når han kører rundt i København og har solen i ryggen først eller sidst på dagen - så blænder den udsigten i spejlene og blokerer helt for udsynet.

Det har Erik Larsen skrevet om på Facebook, og for at illustrere det har han taget et billede af sine sidespejle, og helt tydeligt kan han ingenting se.

Man finder ud af at liste sig frem.

Erik Larsen, chauffør

Hvad gør du egentlig så? 

- Med nogen erfaring finder man jo ud af at liste sig frem - nærmest centimeter for centimeter - så man ikke kan komme til at skade nogen, og så de altid kan nå at flytte sig. Og andre gange - hvis man opdager solens placering i god tid - så kan man måske nå at placere sig, så det ikke er et problem, siger Erik Larsen til TV 2 Lorry.

Han har aldrig selv ramt en cyklist, men han har tidligere oplevet, at cyklister har givet ham fingeren, hvis de er kommet for tæt på.

- Og de er bare svære at se - der er nogle, man først kan se, når de pludselig er oppe på siden af bilen, forklarer han.

Erik Larsen har kørt som lastbilchauffør siden 1997. Og siden 1999 har han kørt i København, hvor andelen af cyklister i trafikken er meget høj.

Hans Facebook-opslag er delt mere end 14.000 gange.

- Så det må jo være noget, der interesserer folk, siger han.