Lokalt

Nu flytter beboerne ind i Danmarks første demenslandsby

Demenscentret Tornhøjhaven. Aalborg Kommune
TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Tornhøjhaven i Aalborg er Danmarks første nybyggede demenslandsby, der er designet og bygget særligt til demente mennesker.

Mandag slår Aalborg Kommune dørene op til ikke bare et demenscenter, men til en hel demenslandsby komplet med sin egen café, butik og hovedgade. Her kan mennesker med en demenssygdom færdes i et trygt miljø.

Demenscentret Tornhøjhaven har én indgang til et afskærmet miljø. Boligerne er forbundne, selvstændige punkthuse i en og to etager, som sammen danner et lukket og trygt landsbymiljø. 

Den arkitektoniske idé tager afsæt i enfamiliehuset og landbyens hovedgade giver referencer til en blanding af hjem, butiksfacade og grønne oaser med stier, bakkelandskaber og vandløb, som kan bringe erindringer frem og stimulere sociale fællesskaber.

En drøm, der går i opfyldelse

Tornhøjhaven rummer i alt 72 boliger, og mandag rykker altså de første beboere ind. Boligerne er designet specielt til mennesker med demenssygdom i svær grad, som har behov for omgivelser, der tager højde for deres nedsatte evner til at orientere sig, finde rundt og genkende rum, inventar og deres anvendelse. 

Tornhøjhaven.

Det er arkitektfirmaet Friis & Moltke, som har tegnet Tornhøjhaven.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, når de første beboere i dag flytter ind på Tornhøjhaven, siger rådmand Jørgen Hein fra Ældre- og Handicapforvaltningen.

- En drøm om at skabe den bedste hverdag for mennesker med svær demens i omgivelser, som guider og støtter den enkelte i at leve så selvstændigt som muligt. Det er en drøm om at maksimere den enkeltes livskvalitet i højt specialiserede rammer, fortæller Jørgen Hein.

Beboerne på Tornhøjhaven flytter ind gradvist fra juni og hen over efteråret 2018. Den officielle indvielse finder først sted den 5. oktober 2018.