Svane bygger igen i år rede på en bunke af skrald

TV 2 Kosmopol logo
I samarbejde med TV 2 Kosmopol

Svaner har igen bygget rede i skrald i en af Københavns søer.

Det flyder desværre med affald mange steder, hvor det ikke bør være - blandt andet i søerne i København.

Hvis dyrene spiser det, så kan de risikere at dø af det, og de kan risikere at blive viklet ind i det

Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Her har svaner igen i år bygget rede omgivet af alt det skrald, der bliver kastet over skulderen fra Dronning Louises Bro.

Sidste år lavede svanerne reder af skrald samme sted, og det skabte stor debat.

Skraldet kan være til stor skade for svaner og andre fugle, fortæller Danmarks Naturfredningsforening:

- Problemet er eksempelvis plastik, som ikke bliver nedbrudt. Hvis dyrene spiser det, så kan de risikere at dø af det. De kan risikere at blive viklet ind i det, og det er jo et rigtig stærkt materiale, så det kan de også dø af, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Plastik er især farligt, fordi fugle forveksler det med organiske materialer: 

- Vi er rigtig bekymrede. Naturlige materialer bliver nedbrudt, og de knækker nemmere, når dyrene spiser dem, men det gør det altså ikke, når det er plastik, som dyrene så nemt kan tage fejl af. De tror, at det er noget naturligt, men det er det ikke, siger hun.

- Det er derfor, at det er så vigtigt, at vi får plastik ud af naturen, og at vi ikke smider det derude, men derimod afleverer det, så det kan blive genbrugt, siger Maria Reumert Gjerding afslutningsvist.

Den årlige landsdækkende affaldsindsamling startede den 16. april og fortsætter indtil den 20. Her går hele 141.000 børn i aktion.

AFFALDSINDSAMLINGEN

  • Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling har eksisteret siden 2005.
  • I år er der fokus på dåser i naturen.
  • Ved sidste års indsamling fandt man 110.000 dåser og 155.000 kilo affald i naturen.
  • Nogle af fundene er yderst sære: Lolitadukker, pengeskabe, dildoer, 86 par underbukser, en røggranat, jagtrifler, en krysantemumbombe, et klaver og et elorgel.

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening.