Giraf føder unge i zoo - her tager den de første skridt
Gæster i Aalborg Zoo fik sig en ekstra oplevelse, da de blev vidner til en giraffødsel.
Det var en rutineret girafmor, der mandag gik i fødsel i Aalborg Zoo. Alt gik helt som det skulle, da den 18-årige giraf, Caroline, fødte sin ottende kalv.
- Fødslen gik helt fantastisk - livet er et mirakel, lyder det begejstret fra dyrepasser Paw Gosmer, der var helt tæt på under fødslen, som varede to timer.
Mor Caroline tog sig straks godt af kalven, og dyrepasserne konstaterede med tilfredshed, at kalven er en lille kvie. Caroline har tidligere født hele seks tyrekalve og kun en enkelt kvie.
- Vi er vildt glade over, at det blev en kvie. Giraffer er jo en truet dyreart, og Rotchild-girafferne, som vores flok tilhører, lever kun i små områder i Kenya og Uganda, og for få år siden var der kun syv eksemplarer tilbage i naturen, fortæller Paw Gosmer.
Hun skal hedde Siphiwe
Det er fire år siden, zoo i Aalborg sidst fik en girafkalv, og det er den første kalv født i Aalborg, efter den nye giraftyr Basse kom til for godt tre år siden.
- Han fulgte med i fødslen på tæt hold sammen med resten af flokken, som efter fødslen var henne og sige velkommen til den lille ny, som skal hedde Siphiwe. Hun er opkaldt efter en tapper, ung kvinde fra vores anti-krybskytteprojekt i Sydafrika, som desværre døde sidste år.
Kun en halv time gammel gik den lille ny ihærdigt i gang med livets første svære opgave - at få de lange vakkelvorne ben til at bære - og efter et par forsøg, der endte på hovedet i halmen, stod hun - om ikke stabilt - så i hvert fald oprejst.
- Både mor Caroline og far Basse er genetisk meget stærke dyr, og vi er meget glade for at kunne være med til at opbygge flokken af Rotchild-giraffer med stærke gener. Muligheden for avl er jo betydeligt større med en lille rask kvie som nyt medlem af flokken, siger Paw Gosmer.
Heldige gæster, der var i zoo på det rette tidspunkt, havde mulighed for at overvære fødslen. Det næste stykke tid kan den nye kalv ses i girafhuset, indtil hun kan følge med resten af flokken udenfor på savannen.