Lokalt

Gamle møller går i sørgestilling for prins Henrik

Dybbøl Mølle går tirsdag i sørgestilling for Prins Henrik. Vingerne bliver sat i positionen mellem kryds og kors, fortæller Bjørn Østergaard, centerleder hos Historiecenter Dybbøl Banke. Hans Lausten, TV SYD
TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Dybbøl Mølle og andre gamle vindmøller i Syd- og Sønderjylland ærer prins Henrik tirsdag ved at bruge en gammel tradition.

Nationalsymbolet Dybbøl Mølle ved Sønderborg sætter tirsdag vingerne i en position mellem kryds og kors for at markere prins Henriks bisættelse. Det samme gør landsdelens andre møller, som alle hører under Dansk Møllerforening, som prins Henrik var protektor for.

Vi mener, prins Henrik var en betydende person. Han har flere gange gæstet Dybbøl Banke, og vi har haft mange gode snakke med ham

Bjørn Østergaard, centerleder hos Historiecenter Dybbøl Banke

- Vi har besluttet at sætte Dybbøl Mølle i sørgestilling for at følge den tradition, som Dansk Møllerforening har lagt op til. I tidligere tid ærede man betydningsfulde personer i nærområdet ved at gøre sådan, siger Bjørn Østergaard, der er centerleder hos Historiecenter Dybbøl Banke, til TV SYD.

Gamle vindmøller i Syd- og Sønderjylland

  • Dybbøl Mølle, Sønderborg
  • Damgård Mølle, Rødekro
  • Sillerup Mølle, Haderslev
  • Havnbjerg Mølle, Als
  • Uldum Mølle
  • Jels Mølle
  • Højer Mølle, Tønder

- Vi mener, prins Henrik var en betydende person. Han har flere gange gæstet Dybbøl Banke, og vi har haft mange gode snakke med ham, fortæller han.

Traditionen med at sætte vingerne i sørgestilling er ifølge Bjørn Østergaard ikke ens fra egn til egn.

- Der vil nok være divergerende meninger om, hvordan sørgestillingen skal være. Nogle vil mene, at vingerne skal være i kors. Men vi holder os til en stilling mellem et kors og et kryds. Det er en hollandsk tradition, og Dybbøl Mølle er af typen hollændermølle, siger Bjørn Østergaard.

Dybbøl Mølle er ikke den eneste mølle i Syd- og Sønderjylland, som ærer prins Henrik tirsdag. Af Dansk Møllerforenings cirka 100 medlemmer ligger yderligere seks møller i landsdelen.

- Vi har opfordret alle danske vindmøller til at gøre det tirsdag. Prins Henrik har været en støtte for os siden 70'erne. Han har talt vores sag, og det vil vi selvfølgelig gerne markere, siger Søren Hørslev Hansen, bestyrelsesmedlem i Dansk Møllerforening, til TV SYD.