Lokalt

Hun skal snart dø: Musikken gør det nemmere

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Musikterapi er en del af den daglige pleje på Anker Fjord Hospice. Det hjælper patienterne i en ellers svær tid.

85-årige Hilda Pedersen lukker øjnene og nyder musikken.

For en stund glemmer hun, at hun er indlagt på Anker Fjord Hospice og snart skal dø.

- Rytmen i musikken. Det er ligesom, man får pumpet energi ind i blodet, fortæller den kræftsyge kvinde fra Ikast.

Jeg ligger ikke her og spekulerer på, om jeg dør i morgen eller om otte dage. Jeg tænker bare på nuet

Hilda Pedersen, patient

Musikken får hende frem

Det er tredje gang at Hilda Pedersen får musikterapi, og i dag er Hilda Pedersens datter også med. Hun kan tydeligt se, at musikken gør noget godt for hendes svækkede mor.

- Inden Lone (Leuchtmann red.) kom, var hun svær at komme i kontakt med. Hun var i sin egen verden. Men musikken får hende frem igen. Det er simpelthen så skønt at se, siger Tina Pedersen.

Kvinden bag klaveret er musikterapeut Lone Leuchtmann. Hun kommer fast to gange om ugen på hospicet i Hvide Sande. Lone Leuchtmann bruger musikken som et terapeutisk redskab, når hun besøger patienterne.

- Musikken fungerer jo som et sprog. Den kan tale sorg, Den kan tale smerte. Den kan også tale livsglæde. Så patienter, der ikke længere fysisk kan tale, føler pludselig, at de stadig kan kommunikere, siger hun.

Virker smertelindrende

Det er efterhånden 10 år siden, at Anker Fjord Hospice valgte at tilbyde deres patienter musikterapi på lige fod med andre smertelindrende behandlinger. Og det har stedets chef Herdis Hansen ikke fortrudt. For udover at hjælpe patienter med at slappe af, så kan musikken også hjælpe den døende med at mindes.

- Med musikken følger også livshistorien. Så den glæde ved, at Lone kommer ind, og man sammen finder og synger nogle sange, der har haft betydning for ens liv, det er der også noget godt og lindrende i, forklarer hun.    

At musik har en smertelindrende effekt er faktisk videnskabeligt bevist. Det kan man læse i Professor Lars Ole Bondes afhandling ”Musikterapi og palliativ indsats”. Det er også dokumenteret, at musikterapi kan være med til at ændre en patients holdning til liv og død og hjælpe med at acceptere sygdommen fortæller professoren fra Aalborg Universitet.

- Musikterapi er en rigtig god investering, fordi den kan adressere så mange forskellige behov. En musikterapeut kan arbejde med alle slags patienter og pårørende, siger Lars Ole Bonde.

Livsgnisten

Tilbage hos Hilda Pedersen er dagens terapi slut. Hun er glad og sender et stort smil i retningen af musikterapeut Lone Leuchtmann.

- Det giver sådan en ny livsgnist. Jeg ligger ikke her og spekulerer på, om jeg dør i morgen eller om otte dage. Jeg tænker bare på nuet.

I dag tilbyder halvdelen af de danske hospices musikterapi til deres patienter. Udover Ankerfjord Hospice i Hvide Sande, så bruger de også med stor succes musikterapi på Hospice Limfjord i Skive.

Se hele indslaget i toppen af artiklen. 

Musikken får Hilda til at slappe af.
Lone Leuchtmann er musikterapeut og kommer på Anker Fjord Hospice to gange i ugen.