Hunden Bastian hjælper elever med særlige udfordringer

I samarbejde med TV 2 Østjylland

Flere østjyske skoler bruger skolehunde som ekstra støtte til elever i undervisningen.

En 8. klasse på Holme Skole ved Aarhus har netop fået en ny klassekammerat.

Og selv om folkeskolen er for alle, er det alligevel sjældent, at nye klassekammerater har fire ben, pels og snude.

Den trøster. Han kan mærke, hvis jeg er ked af det, så kommer han hen.

Caroline Sanjana Bach Tagesen, 8. klasse, Holme Skole

Hunden Bastian er nemlig begyndt i 8.S, som er en klasse for børn med udfordringer som for eksempel autisme og ADHD.

Den nye klassekammerat har speciale i at hjælpe sine to-benede klassekammerater.

Bastian skaber tryghed

- Den trøster. Han kan mærke, hvis jeg er ked af det, så kommer han hen, siger Caroline Sanjana Bach Tagesen

Bastian hjælper eleverne til bedre at kunne følge med.

- Man kan bedre følge med. Det er rart, at Bastian er her. Jeg kan godt lide hunde, og jeg er tryg ved hunde, siger Caroline Sanjana Bach Tagesen.

Tager eleverne som de er

Forklaringen på, at en hund gør en forskel for alle elever, er at den tager eleverne, som de er.

Bastian har ingen forbehold. Den dømmer ikke eleverne på deres udseende og det.

Pernille Søe, lærer, Holme Skole

- Den har ingen forbehold. Den dømmer ikke eleverne på deres udseende og det, de siger. Den er bare glad og vil gerne være sammen med dem, siger Pernille Søe, der er lærer på Holme Skole.

Bastian er to måneder inde i et otte måneder langt praktikophold, så den har stadig meget at lære.

- Han skal lære selvkontrol og holde på sig selv. Det skal alle hunde lære, men her er det endnu mere vigtigt, siger Pernille Søe.

Elevernes maskot

Bastian er Pernille Søes egen hund. Det var skolelederen på Holme Skole, der foreslog at bringe en hund ind i klasselokalet.

- Vi mangler nogle gange redskaber til de børn, som har særlige udfordringer. Der tror vi på, at hunden kan være brobygger og inspirator på en helt anden måde, end vi mennesker kan, siger Allan Hjortshøj, der er skoleleder på Holme Skole.

For få år siden var der ingen skolehunde, men i dag bruger flere østjyske kommuner skolehunde som ekstra støtte. Skolehundene er knyttet til specialklasser for børn med særlige udfordringer. I Østjylland bruger man skolehunde på seks skoler.

- Den er vores lille maskot, siger Caroline Sanjana Bach Tagesen.