Lokalt

Særdeles giftig slange løs i Sønderjylland

En af Europas mest giftige slanger er formentlig blevet fragtet til Tinglev i Sønderjylland med en container.

Onsdag eftermiddag blev en særdeles giftig slange opdaget på gulvet hos et større firma i Tinglev i Sønderjylland.

Slangen er en Vipera Ammodytus, på dansk en sandhugorm. Den bliver betegnet som en af de giftigste slanger i Europa.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser på det sociale medie Twitter, at den formentlig er kommet til landet fra sydeuropa via en container.

Onsdag meddelte politiet, at slangen var indfanget, men det var ikke korrekt. Det lykkedes nemlig ikke for dyrepasser Brian Bentzen fra Terrariet i Vissenbjerg at indfange den giftige slange.

- Hvæsede og spruttede som en kat

TV 2 har talt med dyrepasseren om episoden.

- Jeg forsøgte i tre til fire timer i går at indfange slangen, men uden held. Den hvæsede og spruttede som en kat og bed ud efter mig, siger Brian Bentzen.

Det er denne type slange, en Vipera Ammodytes, der er løs i Tinglev, Sønderjylland.

Dyrepasseren forsøgte at indfange slangen med et speciallavet værktøj med en krog, men til sidst forsvandt slangen ind i et hulrum i væggen.

- Den vil formentlig blive gasset ud, hvis den fortsat gemmer sig, siger Brian Bentzen. Han afventer i øjeblikket et opkald fra firmaet i forhold til den fortsatte jagt på slangen.

Undgå bid

Den giftige slange er tæt beslægtet med den danske hugorm. Den er dog større og har et lille næsehorn, fortæller dyrepasseren.

- Man skal undgå at blive bidt af slangen. Giften minder om den danske hugorms, så svagelige personer kan dø af et bid.

- Hvis man støder på slangen, så ring til politiet på telefon 1-1-4, siger Brian Bentzsen.