Lokalt

Fik først besked om udslip efter flere timer - og da var olien allerede langt ude i fjorden

200.000 liter dieselolie er flydt ud i Aabenraa Fjord. Politiet indleder efterforskning.

Olieudslippet i Aabenraa er mere omfattende end først antaget. Syd- og Sønderjyllands Politi vurderer, at udslippet er på 200.000 liter.

Politiet oplyser også, at man har indledt en efterforskning i forbindelse med udslippet, der formodentlig stammer fra en lækage i et tankanlæg, som tilhører virksomheden Dan-Balt. Politiet er netop nu i gang med at undersøge virksomhedens rør, der løber ud i havnen. 

Fredag formiddag er en lang række myndigheder i gang med rensningsarbejdet i Aabenraa Fjord. Både politiet, Aabenraa Kommune, Brand og Redning Sønderjylland, Beredskabsstyrelsen, Forsvarets Operationscenter (SOK) og Hjemmeværnet er i gang med arbejdet. 

Beredskabet blev dog først alarmeret efter to-tre timer. Dermed nåede dieselolien at sprede sig på et stort areal, før man fik lagt en flydespærring i havneløbet. Det siger Torben Groos, der er indsatsleder hos Aabenraa Brand og Redning til TV 2. 

- Det er et stort omfang. Især fordi vi var to-tre timer bagud fra start, før vi blev tilkaldt. Da vi ankom var en stor del af oliepølen allerede på vej ud i fjorden. Havde vi været med fra starten, var den ikke kommet så langt ud, siger Torben Groos. 

Skibe gennemsejler dieselolien

Politiet fik anmeldelsen om olieudslippet klokken 11.53 torsdag. Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget udslippet, som truer havmiljøet ved havnen og fjorden i Aabenraa.

Omkring klokken 14 lød det, at forureningen var inddæmmet. Men senere torsdag, omkring klokken 20.30, meldte Syd- og Sønderjyllands Politi ud, at omfanget af udslippet var større end først antaget. 

Beredskabet har derfor øget indsatsen og får blandt andet hjælp af flere miljøskibe udsendt af Forsvaret. Fartøjerne gennemsejler dieselolien, der befinder sig i fjorden, for at få den til at fordampe hurtigere. Myndighederne vurderer, at dette er den mest skånsomme måde at få olien fjernet på.

Den umiddelbare vurdering er, at store dele af dieselolien i fjorden allerede er ved at fordampe, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

En miljøflyver er også i luften som led i arbejdet med at skabe sig et overblik over, hvor langt udslippet er nået ud i fjorden.

Enkelte fugle aflivet

Lige nu kan man dog fortsat lugte olie på havnen i Aabenraa, og enkelte fugle, som har været skadet af olie, er blevet fundet. Herefter er fuglene blevet aflivet.

Aabenraa Kommune er desuden i gang med midlertidigt at nedtage de blå flag på strandene i Aabenraa Fjord. Kommunen fraråder dermed ophold i og omkring fjorden. 

- Vinden er vendt nu. Forhåbentlig slipper vi helt for at få olie op på den sydlige strand. Til gengæld er det værre for dem, der bor langs den nordlige kyst. De får nok lidt mere olie ind. Vi samler en del af olien op med slamsugere. Vores besked til folk er fortsat, at de skal holde sig væk fra vandet, men om et par timer vil der nok komme nogle lempelser af det, siger indsatsleder hos Aabenraa Brand og Redning Torben Groos til TV 2.