154 kørte for stærkt på skolevej

16x9
Sydøstjyllands Politi havde i går parkeret en fotovogn på Langmarksvej i Horsens. Foto: TV SYD

I samarbejde med TV Syd

I alt 154 bilister kørte tirsdag så hurtigt på Langmarksvej i Horsens nær en folkeskole, at det udløste en bøde.

Skolestart betyder politikontrol på skolevejen og ved skolerne. Kontrollen omfatter også automatisk trafikkontrol med fotovogn, og Sydøstjyllands Politi havde i går parkeret fotovognen på Langmarksvej i Horsens. 

Kontrollen var opstillet i tidsrummet fra 06.48 til 12.21 nær Langmarksskolen og målte trafikken kørende i østlig retning. Her kørte ialt 154 bilister så hurtigt, at det udløste en bøde. 16 af dem kan yderligere se frem til et klip i kørekortet. Den højeste hastighed blev målt til 79 kilometer i timen. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det er et meget højt antal fartsyndere – ikke mindst i betragtning af, at det er offentligt kendt, at politiet gennemfører skolevejskontroller i forbindelse med skolestarten. Sydøstjyllands Politi har lavet en række andre skolevejskontroller de seneste dage - men ingen har haft tilnærmelsesvis så mange overtrædere.