Mand skudt i ballen

I samarbejde med TV 2 Lorry

TV 2 Lorrys reporter har hørt fem skud. Mand skudt i ballen.

Der blev tirsdag aften skudt på Nørrebro. Det bekræfter Københavns Politi overfor TV 2 Lorry.

Politiet fik anmeldelsen om skyderi ud for Nørrebrogade 219 klokken 19.13.

- To mænd på knallert kommer kørende ad Nørrebrogade og ved Den Røde Plads affyrer de flere skud mod en eller flere personer, der står på fortovet foran en forretning, siger vagtchef Henrik Moll til Ritzau.

Skudt i ballen

En af politiets patruljer fik kort efter kontakt med en mand på Bispebjerg Hospital. Han er blevet ramt af skud i den ene balle.

Offeret er en 30-årig mand, som ifølge vagtchefen er kendt fra bandemiljøet, men han vil ikke komme nærmere ind på, hvilken bande manden er tilknyttet.

Desuden fandt politiet efter skyderiet en udbrændt knallert i nærheden af Fuglebakken Station, ikke langt fra Nørrebrogade, hvor der blev skudt.

Politiet kan ikke med sikkerhed sige, om skyderiet er banderelateret.

- Men det er jo nærliggende at tro, siger Henrik Moll.

Politiet havde afspærret Nørrebrogade efter skyderi.
Politiet havde afspærret Nørrebrogade efter skyderi. Foto: TV 2

Flere skud hørt

TV 2 Lorrys reporter på stedet fortæller, at der er blevet skudt fem gange omkring klokken 19.15, og at en person er kommet humpende ned ad Heimdalsgade med hænderne fuld af blod og har søgt tilflugt mod Mjølnerparken.

Den sårede mand fik hjælp af to venner, og TV 2 Lorrys reporter fortæller, at de alle tre skyndte sig hurtigt ned mod Mjølnerparken, mens de alle tre gik med deres telefoner i hænderne.

Politiet kom hurtigt til stedet og satte efter dem ned mod Mjølnerparken.

Efter skyderiet blev Nørrebrogade spærret af. Afspærringen blev hævet igen omkring klokken 21.30.