Forsikringssagen afsluttet: 36 millioner på vej til Svinkløv Badehotel

16x9
Det nye Svinkløv Badehotel forventes at stå klart i løbet af foråret 2019. Foto: Benny Lind / Scanpix

I samarbejde med TV2 Nord

Da Svinkløv Badehotel i efteråret 2016 nedbrændte, sendte det forsikringsfolk på en udfordrende opgave. Den opgave er nu løst.

Hvordan prissætter man originale, gamle møbler, lister og vindueskarme, der ikke lige kan findes på en prisliste? Det var den udfordring, som Alm. Brand stod med, da de skulle vurdere skaderne efter nedbrændingen af Svinkløv Badehotel. Her ni måneder senere er opgaven løst, og alle parter er tilfredse med resultatet. 

- Det har været en kompleks sag - også for os. Vi har hele tiden vidst, at forsikringen ikke dækker alle udgifter. Vi ønsker en del forbedringer, blandt andet badeværelser og udvidelse af underetagen, hvilket forsikringspengene naturligvis ikke dækker. Generelt har vi mødt dygtige og kompetente folk med fin indsigt i vores situation. Det er absolut et plus, siger Steen Royberg, der er bestyrelsesformand for Fonden Svinkløv Badehotel. 

Det er forsikringsselskabet Alm. Brand, der har forsikret det gamle badehotel. De har i forvejen erfaring med at vurdere gamle og bevaringsværdige bygninger. De stod blandt andet for forsikringen af Dragsholm Slot, der nedbrændte for ganske få år siden. 

Selvom kravene til et gammelt slot og et gammelt badehotel ikke helt er de samme, så har det været en udfordring for forsikringsselskabet, fordi de fleste ting i Svinkløv Badehotel var håndlavede eller specialbyggede, og derfor ikke findes på en standard prisliste. 

- Jeg er glad for, at vi har kunnet trække på vores erfaring fra sager med andre markante, ældre danske bygningsværker. For Svinkløv Badehotel var pakket ind fra top til tå i skræddersyede løsninger, og det har stillet store krav til vores folk om at finde en fair pris, der kan dække de fleste udgifter til at genetablere badehotellet. Jeg er glad for, at det er lykkes, og at fonden og forpagterne er tilfredse med løsningen, så hotellet kan blive genopført, siger Brian Wahl Olsen, der er skadedirektør i Alm. Brand. 

Bestyrelsesformand i Fonden Svinkløv Badehotel, Steen Royberg, ønsker nu at kigge fremad sammen med forpagterparret. De håber, at myndighederne kigger velvilligt på kommende tegninger for et nyt byggeri af det gamle badehotel. 

Det nye Svinkløv Badehotel forventes at stå klart i løbet af foråret 2019.