Lokalt

Unik H.C. Andersen billedbog vender hjem - trods salg

TV 2/Fyn logo
I samarbejde med TV 2/Fyn

Den var ellers blevet solgt til en udenlandsk køber.

Odense Bys Museer har efter næsten en måneds ventetid købt den unikke billedbog, som H.C. Andersen lavede til Marie Henriques som en fødselsdagsgave til hendes tre-års fødselsdag. Det fortæller Odense Bys Museers marketingkoordinator, Lone Weidemann.

Odense Bys Museer måtte ellers i slutningen af maj se sig slået af en udenlandsk køber, der telefonisk overgik museumchef Torben Grønnegaard Jeppesens endelige bud - og derved overbød fynboerne med 100.000 kroner. Billedbogen blev købt for 2,9 millioner kroner. 

Odense Bys Museer gik derefter til Kulturværdinævnet i håb om, at de kunne forhindre bogen i at forlade landet. Nævnet har besluttet, at bogen er for værdifuld for dansk kultur, og bogen skal derfor blive i Danmark. Efter beslutningen gav Odense Bys Museer et købstilbud til den udenlanske ejer og købte den for 2,9 millioner kroner plus skatter og afgifter. Det betyder, at de i alt har givet 3,7 millioner kroner for bogen.

Det betyder, at den unikke bog nu bliver en del af den offentlige kulturarv på danske museer. 

Læs også: H.C. Andersen billedbog solgt til udlandet for 2,9 millioner kroner

Eventyrlig billedbog

Billedbogen er på 184 sider og er en sammenhængende historie om den lille Maries dannelsesrejse ud i verden sammen med sin strikse barnepige. Derudover er bogen fyldt med illustrationer og klip lavet af H.C. Andersen selv.

Bogen skildrer Andersens kærlighed

H.C. Andersen var ven af vekselmægler Martin Henriques og Therese Abrahamson, og noget tyder på, at Andersen havde et helt særligt venskabeligt forhold til deres datter. I bogen skriver han blandt andet “ Din Moder læser det for Dig, hun er dog Din bedste Ven, Din anden Ven er Din fader, Din tredje er Andersen”. Marie Henriques gik ligesom forfatteren i en kunstnerisk retning i livet og uddannede sig til kunstmaler.

Der findes 19 kendte billedbøger af H.C. Andersen, men hans specielle forhold til Marie Henriques, at denne billedbog ifølge Lærke Bøgh er speciel for køberne: 

Læs også: Følg buddene live: Sjælden H.C. Andersen-bog sat til salg

- Den er fuld af kærlighed til Marie, og det er anderledes i forhold til mange af de andre billedbøger, han har skrevet. Historien, illustrationerne og måden at bruge sproget på er typisk Andersen, men særligt hans forhold og inddragelse af sig selv i historien, tror jeg, gør, at mange gerne vil have fat i den, siger Lærke Bøgh.