Efter trusler og chikane stoppes postomdeling i Vollsmose

16x9
Postnord deler ikke længere post ud i Vollsmose Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

I samarbejde med TV 2/Fyn

PostNord deler ikke længere post ud i Vollsmose.

Transportminister Ole Birk Olesen har mandag meddelt postordførerne for partierne på Christiansborg, at PostNord pr. dags dato har stoppet omdelingen af post i Vollsmose.

Den drastiske beslutning kommer bag på blandt andre Venstres postordfører Kristian Pihl Lorenzen. Han er rasende og siger til TV 2/FYN, at han i sine ti år som ordfører aldrig har hørt noget lignende.

- Trusler og chikane! Det gør mig rasende. Der er åbenbart personer som forhindrer postmedarbejdere kan dele post ud. Det er trist, at det er kommet så vidt.

Står det til Kristian Pihl Lorenzen skal alle midler tages i brug for at stoppe udviklingen:

- Det er en opgave for politiet, men i det omfang, at politiet har behov, har de mulighed for at få forstærkning fra militæret. Det er hypotetisk, men det er en mulighed, siger han.

Rådmand: Nu er det nok

For Kristian Pihl Lorenzens partikollega, rådmand Jane Jegind i Odense Byråd, er der nu overskredet en grænse. Hun er dybt rystet og siger til TV 2/FYN, at hvis politiet ikke kan klare opgaven med de ressourcer, de har, må man spørge forsvaret om hjælp.

- Nu er det nok. Det er Danmark, vi lever i. Der skal være konsekvens. Man skal kunne komme der, om man er postbud, brandmand eller almindelig borger, siger Jane Jegind og tilføjer:

- Det her handler ikke om flere millioner kroner. Det handler om, at der bliver sagt stop for, at en lille gruppe derude (Vollsmose, red.) gør livet usikkert.

Transportministeren oplyser, at PostNord er i dialog med andre myndigheder om sagen. Hos Fyns Politi oplyser politiinspektør Johnny Schou, at han ikke havde hørt om sagen før TV 2/FYN henvendte sig.

Diskuteres på Facebook

På Kristian Pihl Lorenzens Facebook-side diskuteres situationen livligt. 

På kvartalsmødet i dag med PostNord, oplyste PostNord Danmark til Transportministeriet, at selskabet pr. dags dato har...

Posted by Kristian Pihl Lorentzen on Monday, June 12, 2017

Blandt andet spørges der til løsningsforslag, og her skriver en følger blandt andet:

-  Mine forslag er nok ikke juridisk gangbare; men jeg håber, Christiansborg begynder at vågne op, mens en anden tilføjer:

-  Oprydning derude. En massiv PET, politi og razzia-iværksættelse derude. Spørg politiet og PET til råds. De har større erfaring med dette, end vi dødelige har.