Lokalt

- Jeg kom hjem klokken to, blev gift klokken tre – og rykkede ud igen klokken 17

TV Syd logo
I samarbejde med TV Syd

Torben Godballe er frivillig brandmand med liv og sjæl. Så da bipperen lød kl. 17.07, skiftede han bryllupstøjet ud med branddragten.

Torben og Malene blev gift på rådhuset i Tønder klokken 14 sammen med deres to børn. Efterfølgende fik de lidt at spise og var lige kørt ind i indkørslen derhjemme, da alarmen lød.

- Jeg var frivillig brandmand, da vi mødtes, så hun vidste, hvad hun gik ind til, fortæller Torben Godballe til TV SYD. Hun er ved at være vant til det.

Som frivillig brandmand har man ikke faste vagter. Og Torben er brandmand ”ind til benet”, fortæller indsatsleder Kenneth Achner til TV SYD.

Torben Godballe arbejder som elektriker i Tønder. Han har været medlem af Tønder Frivillige Brandværn i seks år – heraf tre år som holdleder.

- Det er svært at lade være med at reagere, siger han, da han havde efterladt hustruen med de to børn.

Faktisk var det den tredje udrykning på to døgn. Onsdag var han med til en brand i en industribygning. Den varede 15 timer.

- Jeg kom hjem klokken to, klædte om og blev gift klokken tre – og rykkede ud igen kl. 17.07.

Jeg er frivilig brandmand da vi mødtes, så hun vidste, hvad hun gik ind til. Hun er ved at være vant til det. 

Torben Godballe, nygift brandmand, Tønder

Ikke mange af holdkammeraterne vidste, at Torben og Malene skulle giftes torsdag. Det rygtedes dog hurtigt, mens brandfolkene ledte efter en gaslækage i det nordlige industrikvarter.